Efter et "remain": Et lettelsens suk fra hele Europa og håb om aktiestigninger og stabilitet

LONDON/BRUXELLES — Undergrundsstationen Canary Wharf i Londons nye finansdistrikt er altid proppet i de tidlige morgentimer – også fredag den 24. juni 2016. Men noget er anderledes, end det plejer. Er der ikke flere smil end vanligt? Og hov, så man to kollegaer møde hinanden med high five?

Oven for den sidste rulletrappe rammer blikket den buede lysavis på Thomson Reuters bygningen:

»Remain.«

Vælgerne besluttede at holde fast i EU-medlemskabet, og lettelsen er håndgribelig her i de internationale storbanker, som holder til i kontorsiloer af glas og stål. Kriseplanerne kan ekspederes i arkivet, hvor de bliver, indtil historien skal skrives.

Men dagen bliver alligevel hektisk. Pundet vil stige, måske kraftigt. Det samme gælder aktierne på børsen, ikke kun i London, men i hele den industrialiserede verden.

Til gengæld er der udsigt til en fredagsbar ud over det sædvanlige efter fyraften.

Beslutningen om at blive i EU kom ikke bag på finansmarkederne. I sidste uge havde EU-modstanderne momentum i den hidsige valgkamp, men det røg, da Labour-politikeren Jo Cox blev myrdet på åben gade i sin valgkreds.

Hjulpet af sympatibølgen efter drabet på den populære EU-tilhænger vendte stemningen, og allerede i mandags troede i hvert fald finansverdenen på, at premierminister David Cameron ville redde sit ja til medlemskabet hjem.

Splittelse

I Westminster, som man øjner fra bankernes skyskrabere, har der ikke været meget søvn i premierministerboligen i Downing Street 10. David Cameron spillede højt og vandt. Men sejren i opgøret om EU-medlemskabet har haft store omkostninger. Den uforsonlige kamp om Storbritanniens placering i Europa splittede Camerons konservative parti, og premierministerens fremtid er usikker, selv om han vandt afstemningen.

EU-modstanderne inden for partiet raser over Camerons metoder under EU-kampagnen. Især tænder det dem af, at embedsmændene i centraladministrationen blev brugt til at skrive en uendelig strøm af rapporter og analyser om risikoen ved brexit. De skulle skræmme vælgerne, mener modstanderne – og det virkede. Igen.

Den samme strategi brugte Cameron i 2014, da de skotske nationalister fik deres folkeafstemning om løsrivelse, men ikke kunne mobilisere et flertal. Også dér satsede den britiske premierminister stort – og vandt med en skræmmekampagne.

Slutspurten op til EU-afstemningen blev mere dramatisk og bitter, end David Cameron havde forestillet sig.

Derfor er der behov for en stor fredsskabende indsats inden for De Konservative. På regeringsniveau overvejer premierministeren en rokade, som skal signalere, at tiden er inde til at se fremad. Rokaden skal sikre en passende balance mellem de to fløje på et tidspunkt, da alle ved, at David Cameron maksimalt sidder i yderligere fire år. Premierministeren har allerede meddelt, at han træder tilbage inden næste valg i 2020. Forventningen er, at det kommer til at ske i god tid, så afløseren kan nå at opbygge sin profil og autoritet.

Kronprinsens fald

Hidtil har finansminister George Osborne været kronprins nummer ét, men intet er længere givet. Hans rolle under EU-kampagnen gav mange minuspoint hos de indebrændte og skuffede brexitfortalere.

For at løfte stemningen vil Cameron formentlig understrege, at han har lyttet til det store brexitmindretals bekymringer om indvandring, og at han er parat til nye EU-slagsmål på området, hvis det viser sig nødvendigt.

Men ellers er det med at komme hurtigt videre. Store afgørelser venter. Parlamentet skal tage stilling til fornyelsen af det britiske atomvåbenprogram, og også den kontroversielle beslutning om udbygningen af lufthavnskapaciteten i London blev udskudt til efter afstemningen. Det er sager, som kan dreje den politiske dagsorden væk fra EU, håber Cameron.

Champagne i Bruxelles

I Bruxelles og de andre europæiske hovedstæder vil EU-chefer og stats- og regeringsledere afvente Camerons reaktion, inden de kommenterer udfaldet, men bag lukkede døre findes champagneflaskerne frem. Et lettelsens suk vil lyde over hele Europa – også fra politikerne.

Afgørelsen vil styrke selvtilliden i EU og genføde troen på unionens fremtid efter måneder med usikkerhed. Risikoen for ny tumult om eurozonen er foreløbig aflyst. Og der vil være håb om, at populistiske EU-modstandspartier ikke får opbakning til alt, de kræver. Når selv de EU-skeptiske briter foretrækker at blive i unionen, kan det ikke være helt galt.

Hvor høje glædesbrølene bliver, vil afhænge af afstemningssejrens størrelse. En tæt afgørelse vil formentlig hverken lukke debatten eller klippe vingerne på de EU-skeptiske populister. Men den vil give pusterum.