Ekspert: Islamisk Stat bruger Orlando-angreb som et »moralsk boost« for deres tropper
Når Islamisk Stat tager ansvaret for terrorangreb i Vesten er det for at motivere deres tilhængere i en krig, som de er ved at tabe.
Få timer efter nyheden om et masseskyderi på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida, ramte verden, meldte terrorgruppen Islamisk Stat ud via sit eget nyhedsorgan, Amaq, at den stod bag angrebet.
Via samme fremgangmåde fulgte en besked fra terrorgruppen natten til tirsdag kort efter, at drabet på en fransk politibetjent og hans hustru i byen Les Mureaux blev offentligheden kendt.
Men hvor stor en andel har Islamisk Stat egentlig i angrebene, og kan man tage det for "gode varer", når den gang på gang udråber sig selv som hjernen bag alverdens angreb?
Ifølge lektor i statskundskab og terrorekspert Carsten Bagge Laustsen er det slet ikke så enkelt.
For selvom de to gerningsmænd på hvert sit kontinent angiveligt handlede alene og dermed tilslutter sig flokken af såkaldte ensomme ulve, der på egen hånd planlægger og udfører terrorhandlinger, så er der alligevel en forbindelse mellem dem og Islamisk Stat, forklarer han.
»Hvis man kigger på Islamisk Stat i Irak og Syrien, så fungerer det meget som en normal stat med en klar hierarkisk organisering, men den måde, som terrorgruppen opererer på i Vesten, er via et værdifællesskab,« siger han og uddyber:
»Man kan næsten sammenligne det med en postmoderne virksomhed, der brander sig på noget bestemt. I Islamisk Stats tilfælde er brandet en religiøs ideologi. Hvornår er man så med i et angreb? Hvad er forbindelsen mellem de her "ensomme ulve" og Islamisk Stat? Der er klart en forbindelse, fordi de ensomme ulve abonnerer ind i en radikal islamistisk ideologi. På den måde kan man sige, at angrebene og IS er forbundne, men ikke i en konventionel organisatorisk eller økonomisk forstand.«
Desuden påpeger Carsten Bagge Laustsen, at IS kan drage fordel af at erklære sig ansvarlig for angrebene - særligt i øjeblikket, hvor terrorgruppen lider militære nederlag på deres "hjemmebane" i Irak og Syrien.
»Islamisk Stat har en klar interesse i at få sit navn nævnt i forbindelse med nogle af de her angreb, selvom organisationen hverken har beordret, organiseret eller finansieret det. Det er fordi, den står i en situation lige nu, hvor den lider voldsomme militære nederlag, og der kan de her succesfulde terrorangreb vise, at man i forhold til den igangværende konflikt vinder nogle sejre,« siger han og tilføjer, at det har en høj »propaganda-værdi.«
Ifølge terroreksperten kan Islamisk Stat samtidig bruge de seneste angreb til at motivere sine tropper.
»Det handler om, at Islamisk Stat skal mobilisere sine kæmpere, og den har store problemer med folk, der deserterer. Islamisk Stat er ved at tabe en krig og har selvfølgelig behov for at opmuntre sine tropper. Den har halveret lønnen til dem, så hvad skal man så give folk i stedet for? Det bliver brugt som et moralsk boost,« siger han.
Tirsdag betegnede den franske regering mandagens drab på politibetjenten og hans hustru som terrorisme.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP oplyser unavngivne kilder »tæt på efterforskningen«, at den formodede gerningsmand er den 25-årige Larossi Abballa, der tidligere har været sat i forbindelse med ekstremisme og terror.