Vendepunkt eller fatamorgana: Her faldgruberne i EU og Tyrkiets flygtningeplan

BRUXELLES - Det sker, at der er amerikanske journalister i Bruxelles, der beklager sig over, at Den Europæiske Union aldrig tager nogen beslutninger.

Med EU’s sammensatte demokrati af 28 lande snegler beslutningsprocessen sig af sted sammenlignet med, hvor hurtigt tingene kan gå i Washington.

EU-Tyrkiet-topmødet mandag brød med denne regel.

Mandag morgen lagde Tyrkiet et ambitiøst forslag på bordet, som efter 12 timers forhandlinger blev til en skitse til en aftale, som kan blive et vendepunkt i Europas flygtningekrise, hvis den vedtages.

Tyrkiet er parat til at tage alle flygtninge og migranter, som måtte tage turen over Det Ægæiske Hav og gå i land på græske øer, tilbage.

Konceptet er simpelt. Det handler om at bryde menneskesmuglernes forretningsmodel. I dag ankommer der hver dag i snit 2.000 nye flygtninge og migranter til Grækenland. Men hvis de alligevel bare bliver sejlet tilbage til Tyrkiet, vil motivationen for at betale smuglerne store pengesummer være væk.

EU-præsident Donald Tusk skar det ud i pap med bemærkningen: »Tiden med ulovlig migration til Europa er ovre.«

Det er en opsigtsvækkende udvikling i betragtning af, at det for en uge siden vakte opsigt, at Tyrkiet var gået med til at tage små 300 økonomiske migranter tilbage fra Grækenland.

Planen er også langt mere ambitiøs end den, som Tusk forud for topmødet troede, at han kunne hive hjem, hvor Tyrkiet ville forpligte sig til tage alle med undtagelse af syrere tilbage, medmindre de har søgt asyl i Grækenland.

Aftalen, som Tusk nu skal forsøge at hive i land frem til topmødet torsdag og fredag i næste uge, er ikke overraskende udtænkt i Berlin.

Forbundskansler Angela Merkel har i stilhed promoveret ideen på en række møder med Tyrkiet i de seneste måneder, og det fortæller sin egen historie om, hvor magtfuld kansleren – som i den seneste tid har stået isoleret med sin kurs i flygtningekrisen – stadig er: på et lille døgn har hun spillet en afgørende rolle i, at alting blev kastet op i luften, men landede præcis, som hun gerne så det.

Det indrømmede Merkel næsten på sit pressemøde natten til tirsdag efter topmødet.

På et møde søndag aften havde den tyrkiske premierminister Ahmed Davutoglu præsenteret sine nye krav for hende, men hun havde straks støttet dem helhjertet.

Men en ting er ord. Noget andet er virkelighed, og meget kan stadig gå galt.

Tyrkiet kommer ikke med sådan et tilbud uden at stille modkrav, og de krav har ikke alle lande lige let ved at sluge.

For tyrkerne er det her ikke bare et spørgsmål om at løse flygtningekrisen, men at etablere et permanent tættere arbejdsforhold til Europa. Og ud over krav om at få 3 mia. euro mere (en fordobling af EU’s tidligere forpligtigelse) og visumfri indrejse til Europa for tyrkiske statsborgere allerede i juni, kræver Ankara derfor nye kapitler åbnet i forhandlingerne om EU-medlemskab, hvilket kan være en politisk selvmordsag at gå med til for den cypriotiske præsident på grund af de mangeårige territoriale stridigheder mellem de to lande.

Menneskerettighedsgrupper stiller også spørgsmål ved, om det strider med konventionerne at returnere flygtninge fra Grækenland uden at give dem mulighed for at søge asyl. Uanset hvad EU’s jurister siger, er det sandsynligt, at aftalen bliver testet ved domstolene.

Helt afgørende er det også højst tvivlsomt, om Grækenland vil kunne klare den praktiske opgave at sætte flygtninge og migranter tilbage på en båd mod Tyrkiet, hvis de ikke selv ønsker det. Det kan skabe nogle grimme billeder af skrigende og grædende familier med børn, som politisk er svært at håndtere for vestlige regeringer. Det er går også imod ideologien i den siddende græske regering på den yderste venstrefløj, som dog tvunget af situationen måske alligevel vil gøre det beskidte arbejde.

Oven i det skal EU-lande som en del af aftalen genbosætte syriske flygtninge direkte fra Tyrkiet til Europa. For hver syrisk flygtning, der sejles tilbage fra Grækenland til Tyrkiet, skal en syrisk flygtning genbosættes i et EU-land, men i mange EU-lande er der allerede uro for, hvor mange flygtninge det vil løbe op i. Ungarn har allerede slået fast, at man i hvert fald ikke vil tage nogen fra den pulje.

Der er også frygt for, at skridtet med Tyrkiet bare flytter flygtningeruterne, så EU om et halvt år står med det samme problem. Nu bare med Bulgarien, Rumænien eller Italien.

Det sagt; Europa er desperat for at finde en løsning på flygtningekrisen, der det seneste år har skabt giftige spændinger i EU-samarbejdet og fået mange til at frygte for EU’s fremtid. Det kan skabe en ny dynamik og vilje. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det efter topmødet:

»Fik vi løst hele udfordringen i forhold til migrationskrisen. Nej. Kom vi tættere på. Ja, for så vidt at mødet var præget af en realisme, som jeg ikke har oplevet før i forhold til at lave et nedslag på det, som for alvor kunne blive en game changer.«