Atomulykke efterlod spøgelsesbyer - fotograf går tæt på mennesker, der længes efter et liv

Fladskærmen er der.

Et elektronisk vindue mod en verden lysår fra deres egen.

Det åbnes på toppen af en reol, der uden noget system er proppet med diverse fragmenter af indbo.

Presset ind i reolen med samme kraft, som skæbnen er presset ned over de fire, der sidder der omgivet af deres ting.

Over reolen på den rå bræddevæg hænger et par billeder af køer - et minde om de husdyr, der i generationer har sikret familiens indkomst og dermed eksistens.

Rummet er fyldt med ting anbragt i mere eller mindre tilfældig orden.

Det klodsede køleskab står i den ene ende af rummet, hvor der er indrettet et interimistisk køkken.

På døren er opsat en stor kalender, så familien kan følge med i tiden, der går.

Tiden de gerne ville standse.

Og begynde forfra.

Trætheden og afmagten lyser ud af Sanpei-familiens ansigter, som de sidder der omgivet af deres ting i den ene ende af den lade, der udgør deres midlertidige ramme om tilværelsen.

De fire med slægtsnavnet Sanpei er blot fire af omkring 370.000, der i første halvdel af marts 2011 blev tvunget til at forlade deres hjem på grund af strålingsfaren, efter at atomkraftværket i Fukushima Daiichi blev ramt af tre voldsomme eksplosioner.

En ulykke, der regnes for historiens næststørste atomkraft-ulykke - kun overgået af Tjernobyl-katastrofen i Ukraine, der fandt sted for 30 år siden - den 26. april 1986.

Vi vender senere tilbage til Sanpei-familien, Fukushima Daiichi-værket og fotografen Kosuke Okaharas billeder af livet efter jordskælvet, tsunamien og ulykken på atomkraftværket. Billeder han efter mange besøg har udgivet i bogen ”Fukushima Fragments”.

Men først tilbage til udgangspunktet:

Den enorme naturkatastrofe, der udløste eksplosionerne, lukning af værket og rømning af et meget stort område omkring dette.

I dagene efter eksplosionen blev omkring 370.000 mennesker på grund af strålingsniveauet tvunget til at forlade området. Omkring 100.000 er vendt hjem. Resten bor stadig i midlertidige genhusningsprojekter, mens de venter på grønt lys til at vende hjem. Kun en mindre del har permanent valgt at forlade området.

Det undersøiske jordskælv begyndte i Tohuku-regionen ud for Oshika-halvøen fredag den 11. marts kl. 14.46 (lokal tid).

Det varede blot seks minutter, men blev målt til at være det værste jordskælv, der - siden man i 1900 begyndte at måle jordskælvs styrke på den såkaldte Richter-skala - havde ramt Japan. Styrken blev målt til 9.0 på Richter-skalen, hvilket placerer det blandt de værste jordskælv, der er blevet registreret.

Eftersom jordskælvet var undersøisk, blev der udløst en enorm tsunami (flodbølge). De største bølger var over 40 meter høje, og nogle steder hærgede de altødelæggende flodbølger helt op til 10 kilometer ind i landet.

Video-optagelse af tsunamien:

Det er siden opgjort, at jordskælvet og tsunamien kostede 15.893 menneskeliv og 6.152 kvæstede. Da tallene senest blev justerede i marts 2015 savnedes stadig 2.572 mennesker.

De materielle skader var enorme: 127.290 bygninger blev totalt smadrede. Dertil kom 272.788 stærkt beskadigede bygninger samt 747.989 bygninger med andre skader. Også infrastrukturen - veje og jernbaner - blev ramt af svære skader, og der opstod adskillige brande. En enkelt dæmning kollapsede med store oversvømmelser til følge.

I perioden lige efter katastrofen mistede 4,4 millioner huse i det nordlige Japan i en periode elektricitet, og omkring 1,5 millioner hustande var uden vand.

I 2014 blev det opgjort, at 228.863 mennesker blev tvunget væk fra deres hjem og var henvist til enten midlertidig genhusning eller en ny permanent bopæl. Ifølge officielle opgørelser i forbindelse med fem-året for katastrofen går det meget langsomt med genopbygning af de ødelagte områder, hvorfor antallet af dem, der stadig bor andre steder end i deres hjem, stadig er meget højt.

Med reference til kastningen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945 udtalte den japanske premierminister Naoto Kan få dage efter katastrofen i et interview til CNN blandt andet:

»I de 65 år, der er gået siden afslutningen på Anden Verdenskrig, er dette den største og vanskeligste krise, der har ramt Japan.«

I dagene efter jordskælvet blev Japan desuden ramt af flere efterskælv - det voldsomste fandt sted den 7. april, og dette kostede både menneskeliv og anrettede store materielle skader.

Flere olieraffinaderier og diverse former for energiproducerende kraftværker blev stærkt beskadiget og sat ud af drift i kortere eller længere tid.

Og så er vi fremme ved historiens næststørste atomulykke, der stadig trækker dybe spor i området.

I forbindelse med jordskælvet lukkede i alt fire atomkraftværker, der tilsammen rummede 11 reaktorer, automatisk ned.

Men alligevel gik situationen på Fukushima Daiichi-værket ud af kontrol.

Værket blev ramt af tre store eksplosioner med efterfølgende massivt radioaktivt udslip. Eksplosionerne kostede ingen menneskeliv, men 11 blev lettere kvæstede.

Efterfølgende har undersøgelser vist, at atomkraftværkerne adskillige gange var blevet advaret mod faren for jordskælv og tsunamier. Den seneste advarsel modtog Fukushima Daiichi-værket få dage før tsunamien i 2011, men ligesom alle øvrige advarsler - den første fremsat i 2008 - blev også denne ignoreret.

Over 370.000 mennesker blev evakueret fra området - og det er stadig forbudt at bosætte sig i en radius af 20 kilometer omkring værket.

Mange af ofrene kæmper stadig for at få erstatning udbetalt, og de mentale følgevirkninger efter katastrofen har været betydelige. Faktisk viser en opgørelse foretaget af de japanske sundhedsmyndigheder, at omkring 1.600 dødsfald blandt dem, der måtte evakueres, direkte kan relateres til den indvirkning, det har på mange at skulle forlade deres kendte rammer og genhuses.

Virkningen - og i sær langtidsvirkningen - af den stråling ofrene for katastrofen har været udsat for, den undersøges stadig.

Fotografen Kosuke Okahara befandt sig i marts 2011 mange tusinde kilometer fra sit hårdt ramte hjemland.

Han var på opgave i Libyen, hvor han dækkede kampene mellem Gaddafi og oprørsstyrkerne, men han husker tydeligt, da han hørte nyheden om katastrofen.

»Den dag var jeg lige kommet tilbage til mit hotel i Benghazi for at sende billeder hjem. Jeg så først nyheden på en webside: ”Jordskælv i Japan”, stod der. Herefter læste jeg en mail fra min kæreste. Hun arbejde på et kontor og skrev, at situationen var forfærdelig,« fortæller Kosuke Okahara til Jyllands-Posten og tilføjer, at han senere så billederne af kraftigt brændende bygninger på CNN og andre tv-kanaler.

»Det lignede helvede.«

Han fortsætter:

»Senere viste tv billeder af den enorme tsunamibølge, der ramte nordkysten af Japan, og som timerne gik, var det billeder af tsunamien og dens alvorlige konsekvenser, der fyldte skærmen.«

Via mail fra sin kæreste fik han meldinger om, at hun og deres familie var ok, men at alt var kaos. Hun fortalte blandt andet, at der blev hamstret voldsomt i Tokyos fødevareforretninger - selv forretninger som 7Eleven blev tømt. Også al transport var indstillet.

»Jeg var dybt chokeret,« husker Kosuke Okahara. »Men jeg var lettet over, at min kæreste og min familie var i sikkerhed.«

Næste morgen ringede han til en kollega, der også var udsendt til Libyen. Han arbejdede for en stor nyhedsorganisation, og Kosuke Okahara håbede, at han kunne fortælle mere om tsunamien.

»Han fortalte mig, at et atomkraftværk var eksploderet. I begyndelsen havde jeg svært ved at forstå, hvad han talte om. Jeg anede dengang ikke meget om atomkraftværker i Japan. Jeg vidste, at vi havde dem, men anede ikke, at de kunne eksplodere.«

De næste dage dækkede de internationale medier intenst eksplosionerne på Fukushima Daiichi-værket. Fotografen husker, at den anden eksplosion, der fandt sted den 12. marts, med dens karakteristiske paddehatte-sky, lignede en af de prøvesprængninger, han havde set på tv.

»Mine tanker var allerede andre steder end i Libyen. Jeg kunne ikke helt fatte det, jeg så, og jeg var ved at gå i panik. Jeg følte det som om, Japan var ved at forsvinde - ved at blive forvandlet til aske,« husker han.

Han prøvede mange gange at ringe til sin kæreste, men mobildækningen i Libyen var så dårlig, at han ikke kunne komme igennem. Men det lykkedes for dem at komme i kontakt via internettet.

»Jeg bad hende holde sig indendøre og være forsigtig. Men jeg blev af hende og andre hjemme i Japan mødt med et ”hvad snakker du om? Du er ikke her og du kan slet ikke forestille dig, hvordan panikken breder sig.”«

Han overtalte sin redaktør til at lade ham afslutte opgaven i Libyen og vende hjem til Japan.

Efter en meget lang og besværlig flyrejse, der blandt andet gik via Egypten, landede han den 20. marts - en uges tid efter katastrofen - i den internationale lufthavn i Tokyo.

Om sit første møde med millionbyen husker han:

»Byen syntes uddød. For mig er Tokyo byen, der aldrig sover. Den er døgnet rundt badet i lys fra de mange neonskilte. Da jeg ankom, var byen helt mørk, og den lignede en død by.

Jeg ankom ved 19-tiden, og på det tidspunkt er det, på grund af mange passagerer, umuligt at køre med tog, hvis du har meget bagage. Og det havde jeg. Men toget var helt tomt.

Jeg var dybt chokeret,« siger Kosuke Okahara til Jyllands-Posten.

Allerede næste dag kørte han sammen med en kollega op i området, der var ramt hårdest af tsunamien og tog blandt andet en billedserie fra Ishinomaki.

Efter at have dækket tsunamiens enorme ødelæggelser besøgte han første gang Fukushima i begyndelsen af april. Iført en tæt beskyttelsesdragt, maske og en geigertæller, så han havde styr på strålingen.

Han husker, hvor voldsom en oplevelse det var første gang at besøge den tomme by - de forladte huse.

»Der var helt stille. Normalt er der også lyde i bjergene. Fuglene synger. Men selv ikke der hørte jeg en lyd. Det var chokerende. Også at gå ind i byen. Jeg kunne mærke resterne af liv, men der var ingen mennesker.

Det virkede som om, de bare var forsvundet i løbet af nogle sekunder. Det var som i en skrækfilm. Det var surrealistisk.«

Han fortæller, at han i byen besøgte huse, der stod åbne. I nogle af dem stod der stadig mad på bordet, tøj i vaskemaskinen og andre tegn på, at et liv for kort tid siden havde været levet i husene.

»Det var overalt meget tydeligt, at byen var blevet forladt meget hurtigt.«

Senere besøgte han nogle gårde.

»Flere steder lå der døde køer. Stadig lænkede. Der var ikke længere nogle til at tage sig af dem, så de var simpelthen døde af sult og tørst.«

Kosuke Okahara, der efter at have besøgt området adskillige gange, har udgivet bogen ”Fukushima Fragments”, der rummer en samling af hans billeder, fortæller, at han som regel blev godt modtaget, når han mødte de i tusindvis af mennesker, der i dag er tvunget væk fra deres vante rammer i de små landsbyer i Fukushima-området.

»Jeg har kun mødt venlighed, men har da hørt om journalister, der er blevet mødt med skældsord. Jeg har kun mødt åbenhed. Også når jeg tog mine billeder. Jeg mødte faktisk en dag en kvinde, der gav udtryk for stor glæde og tilfredshed over, at jeg fotograferede. Hun mente, at det var vigtigt, at det hele blev dokumenteret for eftertiden.«

Blandt de mange, der tog godt imod Kosuke Okahara, var også det ældre ægtepar, der vendte tilbage til deres ødelagte hjem i landsbyen Tomioka, der ligger blot syv kilometer fra atomkraftværket, hvorfor det stadig er forbudt at bo der.

Fotografen fortæller, at ægteparret indtil katastrofen drev en lille købmandsforretning.

Udover de skader huset pådrog sig i forbindelse med jordskælvet, tsunamien og ulykken på atomkraftværket, er huset siden gået voldsomt i forfald, men de besøger det stadig ind imellem for at passe det. Blandt andet også for at udbedre de skader, som diverse dyr har anrettet.

»I dag er de genhuset, og de håber snart at kunne vende hjem til deres hus. De har ikke helt opgivet, men håbet svinder for hver dag, der går,« siger Kosuke Okahara

Og så er der Sanpei-familien, som kort blev omtalt i indledningen af denne artikel.

Familien, hvis skæbne på mange måder er meget sigende for hele situationen efter katastrofen, plejede at leve og arbejde i landsbyen Namie, hvor radioaktiviteten er ekstremt høj.

»Da jeg under mit første besøg i Fukushima var i Namie, gik min geigertæller helt amok. Den var slet ikke i stand til at måle så høj en stråling og gik derfor faktisk i stykker,« fortæller Kosuke Okahara.

Efter evakueringen af området, hvor strålingen fem år efter stadig er ekstremt høj, flyttede Sanpei-familien til et område 50 kilometer fra landsbyen og blev under primitive forhold genhuset på en anden gård. Det lykkedes dem at få alle deres malkekøer med.

Her var der ingen strålingsfare, men problemet var, at græsset på grund af den øgede radioaktivitet ikke kunne bruges. Derfor måtte de i dyre domme købe foder langt uden for området. Dette betød, at de stort set intet tjente på deres landbrug.

»Men regeringen kompenserede dem for deres tab, hvilket betød, at de var nødt til at fortsætte produktionen, selvom de intet tjente«, oplyser fotografen, der tilføjer, at dette var meget svært for familien, der ikke kun drev deres gård for at tjene penge, men fordi de kunne lide det - det var deres livsstil.

Så opstod et nyt problem. Nemlig de store mængder ko-gødning, de producerede.

Tidligere havde de selv anvendt det, men eftersom de ikke kunne bruge markerne, blev gødningen sendt til en nærliggende producent. Problemet var, at denne havde nået grænsen for, hvor meget han kunne modtage.

For ikke at ødelægge det for deres nye naboer, besluttede familien at skille sig af med deres køer og lukke deres landbrug.

I dag går familien uvirksomme rundt 50 kilometer fra deres egen gård.

Om de på et tidspunkt kan vende tilbage, ved de ikke.

Fremtiden er mildt sagt uvis.

Ligesom den er det for tusindvis af andre familier i Fukushima-området.

Præsentation af ”Fukushima Fragments” (Klik og se den på Vimeo)

»Jeg har faktisk været tilbage i Fukushima for nogle få dage siden,« siger Okahara til Jyllands-Posten. »Der er stadig mange, der bor i midlertidige boliger, der blev bygget, så de kunne holde i højst to år. Vejnettet og infrastrukturen er blevet meget bedre, men hvad angår ofrenes tilværelse og fremtid, så ser det stadig sort ud.«

Ud af de i alt 370.000, der ifølge blandt andet nyhedsbureauet AP over et par dage blev evakueret fra Fukushima-området for fem år siden, må omkring 270.000 stadig opholde sig uden for området.

Den japanske regering har understreget, at forberedelserne til OL i Tokyo i 2020 også omfatter en genopbygning af de tsunami- og strålingsramte områder.

Der er allerede investeret et styrtende antal milliarder i genopbygningen, men der er lang vej endnu. Meget lang vej, og Kosuke Okahara tvivler meget stærkt på, at en total genopbygning nogensinde vil blive en realitet.

»Det var i valgtider en god måde at tiltrække stemmer, men jeg er meget skeptisk. Og jeg var i den grad modstander af at invitere OL til Tokyo, idet det er mere end tydeligt, at flere og flere folk - mere og mere materiale - bliver anvendt til opbygningen af OL-faciliteterne. Det betyder, at Fukushima-området kommer til at lide meget hårdt under det.«

Som et eksempel nævner han de mange boliger, der skulle bygges til de mennesker, der ønskede at flytte permanent væk fra Fukushima. Byggeriet af disse er stærkt forsinket og bliver udsat den ene gang efter den anden. Dette, mener fotografen, skyldes, at alle kræfter og midler sættes ind i OL-forberedelserne i Tokyo.

»Så når regeringen siger at OL i Tokyo i 2020 også betyder genopbygning af Fukushima, så er det en stor løgn.«

Strålingsfaren er i nogle områder - f.eks. i landsbyen Naraha - aftaget så meget, at folk kan flytte tilbage. Men ifølge Okahara, har kun fem pct. af landsbyens befolkning valgt at gøre det. Og det er primært ældre mennesker - de unge ønsker ikke at vende tilbage. Og slet ikke børnefamilierne.

Om sin egen fremtid - om sine planer, ambitioner og drømme - siger Kosuke Okahara, der primært arbejder med sine egne fotografiske projekter, som f.eks. ”Fragments” - fotobogen fra Fukushima:

»Jeg håber at vende tilbage til Fukushima også fremover, men det bliver nok ikke så ofte som tidligere.«

Som en rød tråd igennem hans arbejde er gået det japanske udtryk ibasyo.

Udtrykket betyder et univers - fysisk eller mentalt - hvor man har det godt og føler sig afslappet.

»Det kan være et sted at bo, det kan handle om din sociale status eller om at være sammen med nogle, der anerkender dig, som den du er. Alt dette er vigtigt for at overleve.«

Okaharas billedserie fra Transnistria - staten ved Moldavia - der ikke officielt eksisterer:

Det er, hvad der sker, når ibasyo pludselig brydes, der fascinerer ham som fotograf.

»Så min drøm er at kunne få lov til fortsat med at lave mine projekter. På lang sigt er det mit håb, at mit arbejde vil blive stående og blive en del af historien,« siger han og tilføjer, at det bliver sværere og sværere at nå det mål taget i betragtning, hvor mange billeder, der tages hver eneste dag.

Både af professionelle men også af ganske almindelige mennesker med deres smartphones.

Portræt af Kosuke Okahara:

Mens politikerne strides om genopbygningen af Fukushima efter jordskælv, tsunami og atomkraftværkulykken - mens alle sejl sættes ind for at vise den pæne side af Japan, når OL åbner i Tokyo i 2020 - sidder Sanpei-familien og i tusindvis af andre og venter.

Uvirksomme.

Usikre og utrygge.

Skræmte og opgivende.

Der i igenmandsland.

Berøvet deres hjem. Deres landbrug. Deres hverdag.

Efterladt med udsigten til en mildt sagt usikker fremtid.