Den russisk turismechef Oleg Safanov: Tag til strandene på Krim i stedet for fremmede strande
Den russiske turismechef Oleg Safanov er blevet beskyldt for hykleri efter udtalelser om russernes ferievaner.
Hvor skal russerne tage hen, hvis de trænger til at blive varmet igennem i løbet af vinteren?
Saunaen er naturligvis en mulighed, men for de russere, der har råd, har Egypten de senere år været en af favoritdestinationerne.
Men efter terrorangrebet mod et passagerfly på vej fra den egyptiske Sinai-halvø til Rusland, er flyvninger mellem de to lande blevet indstillet, og heller ikke Tyrkiet er synderligt oplagt, når nu russiske myndigheder decideret advarer imod rejser dertil, og der ikke kan købes pakkerejser.
Det sker, efter at Tyrkiet skød et russisk kampfly ned, fordi det befandt sig tyrkisk luftrum tæt ved den syriske grænse.
Episoden har udløst en alvorlig diplomatisk krise mellem Rusland og Nato-landet Tyrkiet.
Og hvad er der så tilbage for solhungrende russere, spurgte en journalist på regeringsavisen Rossiyskaya Gazeta landets turismechef Oleg Safanov.
»Behovet for strande og havet er en stereotyp, som er opstået inden for de senere år, og som vi allerede har accepteret som vores egen mening,« lød det ifølge The Guardian fra Safanov, som tilføjede, at russernes forfædre, selv de velhavende, ikke tog til fremmede have i massevis, som man ser det i dag.
At transporten dertil er noget nemmere for russere i dag, end det var for forfædrene, kom han tilsyneladende ikke ind på.
At der derudover var mange år, under Sovjet-tiden, hvor de færreste russere overhovedet fik lov at rejse uden for østbloklandene, blev efter alt at dømme ligeledes forbigået.
I stedet forsøgte han at slå et slag for at holde ferie i hjemlandet, ligesom mange amerikanere eksempelvis bruger ferierne på at udforske egne nationalparker eller strande.
Således kan russerne da tage til halvøen Krim, mente turismechefen. Indtil marts 2014 var Krim ukrainsk, men er nu blevet annekteret af Rusland med voldsom international kritik til følge.
»Det ville være godt, hvis en betydelig del af de penge, som russiske turister bruger på ferier, bliver i Rusland og bidrager til vores egen økonomi og ikke til et andet lands,« sagde Safanov.
Også landets sundhedsmyndigheder har rådet russerne til at holde sig til Rusland. Således lød det i weekenden herfra, at det er bedst ikke at overbelaste kroppen med temperatur- og klimaforandringer.
Det er dog ikke mange måneder om året, at det er varmt nok til at ligge på stranden på Krim, og samtidig har turismechefens udtalelser, fået flere til at påpege det dobbeltmoralske i, at manden ejer to ejendomme på tropeparadiset Seychellerne.
Både antikorruptionsaktivisten Lyubov Sobol og oppositionslederen Alexei Navalny har langet ud efter Safonov på de sociale medier og bl.a. kaldt ham hyklerisk, og ordet Seychellerne trendede mandag på Twitter.
Men, siger Safonov, for det første har han solgt de to ejendomme i februar, og for det andet er han ikke i udgangspunktet modstander af strandferier, men blot »enhver form for absolutisme.«