Portræt: Hvem var Abdelhamid Abaaoud?
Han sprang ud som student fra et eftertragtet gymnasium, og endte efterfølgende med at blive en af flittigste bødler i Islamisk Stat.
Han havde efter al sandsynlighed mange liv på samvittigheden. Nu måtte han selv afgive sit.
Den offentlige anklager i Frankrig har netop i en pressemeddelelse bekræftet, at det var den islamistiske terrorist Abdelhamid Abaaoud, som franske specialstyrker dræbte under angrebet på en lejlighed i Paris-forstaden Saint-Denis natten til onsdag.
Den 28-årige belgiske syrienkriger med et noget oppustet ego mistænkes for at være hovedmanden bag blodbadet i Paris, hvor 129 blev myrdet og 352 såret under en række samtidige terrorangreb fredag aften.
Under angrebet natten til onsdag døde mindst en anden person, mens otte andre er anholdt.
Abdelhamid Abaaoud var belgier af marokkansk afstamning og kom fra Bruxelles-forstaden Molenbeek, som er berygtet for sit radikaliserede miljø.
Abaaoud var søn af en marokkansk butiksindehaver og boede sammen med sine forældre og fem søskende i en lejlighed på Rue de l’Avenir i den pænere ende af Molenbeek.
Han sprang ud som student fra et eftertragtet gymnasium, Saint-Pierre d’Uccle, men i 2013 sluttede han sig til Islamisk Stat. Her blev han en af bevægelsens mediestjerner og har bl.a. været på forsiden af islamisternes terrormagasin, Dabiq.
Han har også optrådt i flere videoer. I en af dem er han chauffør i en varevogn, der kører mishandlede lig til en massegrav.
Ifølge den franske radiostation KTL er Abaaoud en af de flittigste bødler i Islamisk Stat.
I en video fra 2014 siger han:
»I hele mit liv har jeg set muslimers blod flyde. Jeg beder for, at Allah vil knække ryggen på de, der er imod ham, hans soldater og hans beundrere, og at han vil udrydde dem.«
I artiklen i Dabiq praler han af sine mange terrorplaner og over, at han først på året havde held til at slippe fra politiet.
Med til rekruttering
Den 28-årige var stærkt involveret i rekruttering af udenlandske jihadister til Islamisk Stat, og det kostede ham tidligere på året en dom in absentia på 20 års fængsel.
Så ihærdig var han til at shanghaje nye krigere, at selv hans egen lillebror blev hyret til Islamisk Stat. Den nu 14-årige Younes Abaaoud er blandt de yngste udenlandske jihadister i Syrien.
Efter terrortræning i Syrien vendte Abdelhamid Abaaoud hjem for at lægge terrorplaner i Europa.
Sammen med to andre belgiske syrienkrigere, Khalid Ben Larbi og Sufian Amghar, havde han tænkt sig at angribe belgisk politi få dage efter terroranslaget mod det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris i januar.
Efterretningstjenesten afslørede dem imidlertid, og i januar stormede politiet gruppens skjulested i Verviers i Belgien. Abaaouds to makkere blev dræbt under antiterroraktionen.
I dæklejligheden fandt politiet kalashnikovrifler, bombegrej og politiuniformer.
Abaaoud var ikke selv i lejligheden, da politiet slog til. Han havde held til formentlig via Grækenland at flygte til Syrien, hvor han menes at opholde sig i dag.
Ifølge den franske avis Liberation havde han også forbindelse med Ayoub El-Khazzani, som i august forsøgte sig med et terrorangreb i et tog mellem Amsterdam og Paris.
Abaaoud var ligeledes involveret i planer om et terrorangreb mod en kirke i Frankrig, mener politiet.
Den belgiske avis Het Laatste Nieuws interviewede tidligere i år Abaaouds far, Omar, som lagde afstand til sønnen.
»Abdelhamid har bragt skam over familien. Vores liv er ødelagt. Hvorfor skulle vi ønske at myrde uskyldige belgiere? Vor familie skylder dette land alt.« sagde han.