Analyse: Uro mellem Berlin, Wien og Budapest kan føre til åben krise

WIEN/BERLIN - Det har længe knirket mellem Berlin, Wien og Budapest. Men hvad der den seneste uge har udspillet sig i Ungarn og nu har ført til en folkevandring af asylsøgere ud af landet, kan føre til en åben krise.

Der er på den ene side Tyskland, som byder asylsøgere, der kan anerkendes som flygtninge, velkommen. Forbundskansler Angela Merkel er, nok en smule ufrivilligt, blevet Europas leder; på sidelinjen står Østrigs kansler, Werner Faymann, der ikke er kendt som en stærk personlighed, men i de fleste anliggender indtager en holdning tæt på sin tyske kollegas.

På den anden side er der Ungarns premierminister, Viktor Orban, der råder over et flertal i sit parlament og siden 2010 har ført sin nation med hård hånd. Folk fra EU og Den internationale Valutafond er blevet udråbt som fæle, selv om Ungarn er medlem af begge organisationer og har fået hjælp derfra. For nogle dage siden erklærede han, at flygtningedramaet, som i øjeblikket holder Europa i ånde, er et tysk problem.

Merkels problem

Orbans linje har fået selv Faymann på banen med en skarp protest over for Budapest. Det førte i den forløbne uge til, at Østrigs ambassadør blev indkaldt til en alvorlig samtale i det ungarske udenrigsministerium. Den slags var ikke ualmindeligt under kommunismen, men er næsten uhørt blandt EU-lande.

Merkels forhold til Orban har været mere indviklet. Det er ikke godt, fornemmes det. Men Merkel og Orban tilhører den samme politiske gruppe i EU-Parlamentet, det borgerlige EPP. »Derfor har det været vanskeligt for hende at sige tingene tydeligt,« siger en markant profil fra Merkels eget parti, CDU.

Det har imidlertid været en fejl, mener denne kilde: »Vi bør sige klart og tydeligt, at man ikke kan opføre sig sådan og forblive i EPP. Det har han formentlig respekt for. Han vil næppe smides ud.«

I Wien siger en fremtrædende, liberal kommentator, Gerfried Sperl, det tydeligere.

»Heldigvis er Ungarn med i EU, for så sættes der visse grænser for, hvad Orban kan gøre. Han har mest lyst til at blive det 21. århundredes Horthy,« siger han med henvisning til Ungarns førerfigur mellem 1920 og 1944, der var åben for samarbejde med såvel det fascistiske Italien som det nazistiske Tyskland.

Ifølge Sperl har Ungarn på det seneste vist, at »det har lidt af et teaterregime. De flytter kulisserne hele tiden. Det meget omtalte pigtrådshegn, f.eks., har ingen virkelig betydning, for de, der slipper igennem, trues ikke af virkelig straf.«

Ágoston Mráz, indehaver af et analyseinstitut i Budapest, er uenig. Han, der står Orbans parti Fidesz nær, siger, at man står over for »såvel en menneskelig katastrofe og et svigt fra EU«. Ungarn, siger han, søger at opfylde alle forventninger, som er rettet mod landet. Men man er »i en fælde«, udløst af »migranter, der ikke vil blive i Ungarn, og af rige medlemslande, der af ideologiske eller arbejdsmarkedsgrunde vil optage en del af denne menneskemængde«. Ungarn er egentlig forpligtet til at registrere asylsøgerne, men de har nægtet, hvilket, siger Mráz, har gjort det hele endnu vanskeligere.