Endnu en europæisk grænse falder for migrantpresset. Hvilken bliver den næste?

TABANOVCE - Mohanned kigger med bekymring på den tumultariske scene, der udspiller sig foran ham. Nogle få dusin makedonske politisoldater er komplet overvældet af tusindvis af migranter, der maser, skubber og hopper forbi dem og pigtråden og ind i Makedonien.

Det, som skulle have været en begrænset åbning for nogle få børnefamilier, er blevet til et tag selv-bord. Hverken chokgranater eller tåregas har andet end kortvarig virkning. For den makedonske regering, der blot to døgn inden indførte undtagelsestilstand for netop at standse immigrantstrømmen, er det et nederlag.

For Europa er det en sandhedens time, der nærmer sig. For de våde immigranter, som har ventet i sol og regn i flere dage med børn og familier, er det som befrielsens time. Men for Mohanned, en tandtekniker fra Damaskus, giver tumulten anledning til dyb bekymring.

»Jeg ved ikke, hvor min kone er blevet af. Hun var henne ved hullet med vores yngste barn. Nu er hun væk. Jeg så min svigermor løbe igennem,« siger han og spejder ud mod mylderet.

»Jeg tør ikke gå derind med min ældste søn,« siger han. Han er kun tre år og sidder på skulderen af sin far.

»Hvad skulle vi ellers«

Efter flere timers kaos, hvor tusindvis er løbet over, genoprettede makedonerne lørdag aften en vis kontrol over grænsen. Men det er en stakket frist.

Da vi krydser den officielle grænseovergang i bil, bliver vi standset af en tolder. Han forstår ikke det store postyr. For ham at se er der tale om normalt politiarbejde ved grænsen.

»Alle andre lande stopper da også illegale grænseoverløbere. Hvad skulle vi ellers gøre?«

Men den holdning står han ret alene med denne aften. Hans kolleger ved grænsehegnet er de første til at give efter for presset.

»Vi stod ved grænsen et stykke længere oppe. Vi var vel et halvt hundrede. Pludselig kaldte en politimand på os, trak hegnet til side og sagde værsgo. Løb!« fortæller en ung mand, Muhammed fra Damaskus, da jeg møder ham på perronen i Gevgelija på den makedonske side af grænsen.

»Jeg elsker Makedonien,« udbryder Muhammed.

Få timer tidligere havde de færreste af de 1.000 syrere noget godt at sige om de makedonske myndigheder.

Ziad og Mussa, to venner fra den udbombede by Homs, er så overstadige af lykke, da jeg møder dem på perronen, at de insisterer på, at jeg tager en banan fra den klase, de netop har købt. De kan nærmest ikke fatte deres held.

»Politiet lukkede os bare ind.«

Kun få måneder tidligere måtte syriske immigranter betale i dyre domme for, at menneskesmuglere viste dem vejen ind i Balkanlandet, der er berygtet for sine smuglermafiaer, der udnytter migranter på det groveste. Men denne aften har ingen brug for menneskesmuglere. Da mørket falder på, tager den makedonske regering konsekvensen af den politik, som dets grænsevagter allerede har indført i praksis. Grænsen er åben.

En menneskelig bølge vælter ned langs banelegemet fra Grækenland. Flere tusinde går, ligger og står på perronen og jernbanesporene. Der hersker kaos og eufori.

Familiefædre bliver genforenet med deres børn, som er blevet skilt fra hinanden i tumulten.

»De behøver ikke nogen dokumenter. De kan tage bus, tog og taxi. Lige hvad de vil,« bekræfter en politimand.

Der vil også blive indsat ekstra tog og busser i løbet af natten med retning mod den serbiske grænse, forklarer han.

Selvom de officielt er illegale grænseoverløbere, behøver de heller ikke ulejlige sig med at vente på den tilladelse, som de hidtil har skullet have for at kunne krydse Makedonien. De kan bare køre. I løbet af blot to døgn er den makedonske regering drejet på en tallerken. For utak er den eneste løn, man får for at optræde som EU’s frivillige grænsegendarm.

Fra den anden side af banegården vinker et kendt ansigt til i mængden. Det er Mustafa, en irakisk statskundskabsstuderende, som jeg mødte på den græske side af pigtråden.

»Vi styrtede bare over,« fortæller han.

Nu leder han og hans kammerat efter en taxi. Forude venter Europa. Og når man har sparet udgiften til menneskesmuglere, er et par hundrede euro til en taxi ikke nogen hindring.

Ud hurtigst muligt

Men Mustafa må vente. Alle Gevgelijas taxier er allerede på vej i rutefart mod Serbien.

Når man ikke kan forhindre dem i at komme ind, kan man i det mindste sørge for, at de rejser ud i en fart. Makedonerne har tilsyneladende besluttet sig for at eksportere migrantproblemet hurtigst muligt. Og her synes migranterne at være helt på linje med de makedonske myndigheder.

»Vi vil jo ikke have noget af makedonerne. Vi vil bare gerne rejse gennem deres land.«

Stort set alle, hvad enten de er syrere, afghanere eller irakere, ønsker at fortsætte gennem Serbien og videre til Ungarn, hvorfra de rejser til deres endelige destination i Tyskland eller Skandinavien, hvor de søger asyl. Og det får de lov til. Hele natten lang er der afgang mod den serbiske grænse. Politisoldater danner ring om vognene, mens migranterne i små grupper i gåsegang får lov til at stige på toget.

»Vi forsøger at tage familier med børn først,« forklarer lederen af operationen.

Men det er ikke helt nemt. Da et par unge afghanske mænd sniger sig ind på banelegemet, bliver de mødt af en makedonsk politimand, der viftende med armene jager dem væk, mens han råber ”shusssh”, som forsøgte han at jage en fåreflok, der havde forvildet sig ind på banelegemet, bort.

I køen til toget opdager jeg endnu et kendt ansigt. Det er Mohanned og søn. Men han er ikke alene.

»Dette er min kone,« siger han. Hun bærer et spædbarn i armene.

»Vi fandt hinanden igen. Takket være dem her,« siger han og peger på de makedonske politifolk.

»De åbnede grænsen og lod os krydse over.«

Men han han ikke tid til at sludre. Han har et tog, han skal nå. Inden han stiger op i vognen, insisterer han på at trykke den makedonske politimand i hånden.

Fra skurke til helte

»Thank you,« siger han med tårer i øjnene.

Han smiler genert tilbage. På mindre end et døgn er de gået fra at være skurkene til heltene i det seneste kapital af det europæiske immigrationsdrama. Så fløjter konduktøren for afgang. Mod Serbien og Europa. Lidt over middag søndag er banegården i Gevgelija næsten mennesketom.

Stafetten som Europas grænsevagt er dermed givet videre til Serbien. Men her skal myndighederne åbenbart ikke nyde noget af at overtage fedtefadet hos de internationale medier. Allerede søndag morgen krydsede tusindvis af migranter ind i Serbien uden at blive mødt af hverken grænsehegn eller vagter.

Da vi ud på eftermiddagen søndag ankommer til jernbanestationen i Tabanovce, som er sidste stop inden Serbien og endestation for den makedonske flygtningeekspres, er der næsten ingen mennesker.

»De fleste er allerede gået over,« forklarer en makedonsk Røde Kors-frivillig.

»I kan bare fortsætte ud ad jernbanesporet en kilometer, så kommer I til Serbien.«

I selskab med et par syriske og afghanske familier går vi langs banelegemet og hen over sivdækkede vandløb. Efter 20 minutters gang er sporet blokeret af en soldat i camouflageuniform og skudsikker vest.

Han holder en m-16-riffel i hånden.

Dansk pas hjælper ikke

»Denne vej,« kalder en serbisk politimand. »Lejren er derovre,« forklarer han på engelsk og lader migranterne fortsætte.

Men da han ser vores kameraer, får vi ordre til at standse.

»I har krydset grænsen illegalt. Det her er serbisk territorium. Man skal benytte de officielle grænseovergange.«

»Men I slipper jo alle flygtningene ind uden videre?«

Men trods vores rødbedefarvede pas og det faktum, at vi i modsætning til alle de andre ikke behøver visum til Serbien, er kaptajnen ikke til at hugge i.

»Jeg bliver nødt til at spørge min chef, hvad jeg skal gøre med jer.«

Han har selskab af en betjent i anden type uniform. ”Polizei” står der med hvide bogstaver på hans sorte T-shirt. Han er fra det tyske grænsepoliti.

»Vi er her for at hjælpe vores serbiske kolleger,« forklarer den tyske betjent, der ikke ønsker sit navn i avisen.

Og der har været nok at bestille.

»Siden i morges er mindst 4.000 passeret forbi her,« forklarer han.

Der modtager de mad og drikke. Medicinsk forplejning, hvis nødvendigt, inden de bliver registreret og kørt i busser til en lejr i byen Presevo et par kilometer fra grænsen, hvor de kan fortsætte rejsen mod Ungarn.

»De stopper ikke nogen,« forklarer han.

Men de fleste af dem ender jo oppe hos jer i Tyskland, spørger jeg.

»Det her kræver en fælles europæisk løsning. Vi må optræde som en union. I øjeblikket er vi ikke en union.«

»Gå den vej,« råber den serbiske politikaptajn til endnu en gruppe syrere, der passerer forbi. Ifølge hans tyske kollega er 4.000 illegale sluppet immigranter igennem denne dag. Men i vores tilfælde er han åbenbart parat til at gøre en undtagelse.

»Giv dem en advarsel og lad dem gå,« lyder beskeden over den skrattende radio, da kaptajnen får forbindelse med sin overordnede.

»Hvem,« spørger kaptajnen tilbage. »Flygtningene?«

»Nej,« kommer svaret tilbage over æteren. »Journalisterne.«

Inden vi går tilbage mod Makedonien, spørger jeg den tyske politimand, hvornår han tror, at problemet vil eksplodere ved den ungarske grænse.

»De er jo ved at bygge et grænsehegn for at holde alle immigranterne ude?«

Den tyske politimand tøver et øjeblik og ser ned på sit ur, som regnede han efter.

»Højst to dage,« svarer han.