Fortsæt til indhold
International

Jamie Oliver sættes ind i kamp mod fedme

Storbritanniens regering vil igen bruge stjernekokken i kampen for børns sundhed.

Henrik Thomsen, Jyllands-Postens korrespondent

LONDON - 10 år efter at Storbritanniens daværende regering pumpede milliarder i Jamie Olivers kampagne for bedre skolemad, har Downing Street igen sendt bud efter den internationalt kendte stjernekok.

Anledningen er den samme som i 2005: Britiske børn er – stadig – alt for usunde.

Nye tal viser, at næsten 10 pct. af de britiske børn er fede, når de begynder i børnehaveklassen. I de første skoleår bliver flere og flere tykke, og i 6. klasse er antallet af fede elever svulmet til hele 20 pct., viser en statistik fra Health and Social Care Information Centre.

Den konservative premierminister, David Cameron, er »dybt bekymret« over udviklingen og beskrev forleden fedmeepidemien blandt børn som »en enorm sundhedsudfordring.«

Han vil nu sætte nyt fokus på grundskolebørnenes kost- og motionsvaner – og Jamie Oliver skal igen være med til at sælge budskabet til både børn og forældre.

Også en af David Camerons forgængere, Tony Blair fra Labour, trak på Jamie Oliver, da han i 2005 blev presset til at gøre noget ved den usunde mad i skolerne.

Med en tv-serie havde Oliver sat skolemaden på dagsordenen. Han besøgte en stribe skolekantiner, hvor fedtglinsende pølser og oliedryppende fritter stod på menuen, men i løbet af programmet fik han sat sundere alternativer på bordet.

Parallelt med tv-serien kørte en underskriftindsamling til støtte for kravet om bedre skolemad. 271.000 skrev under, og Tony Blairs regering kvitterede med en bevilling på næsten 3 mia. kr.

Ikke alle roste dengang Jamie Olivers kampagne. Nogle politikere og forældre opfatter ham som belærende og bedrevidende, og han er i det hele taget kendt for at kalde en spade for en spade.

Socialt vender fedmeepidemien den tunge ende ned, og Jamie Oliver har bl.a. – politisk ukorrekt – kritiseret madvanerne blandt de dårligst stillede.

»For mig er det fascinerende, at 7 af 10 gange vælger de fattigste i dette land de dyreste madløsninger. Nemlig færdigretter og fastfood,« sagde han bl.a. for et par år siden.

I dag kan det konstateres, at hans skolemadskampagne for 10 år siden ikke førte til et markant løft i børnenes sundhed. I 2006-2007 var 17,5 pct. af eleverne i 6. klasse fede – nu er det 19,5 pct.

Briterne er de tykkeste i Vesteuropa. Hver fjerde i Storbritannien er fed. Det vil sige, at Body Mass Index (BMI) ligger på 30 eller over.

Ifølge de seneste prognoser bliver det kun værre og værre. FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, forudser, at omkring 35 pct. af briterne i 2030 vil være fede.

Enorm fedmekrise i 2030

Til den tid ventes Irland dog at have overhalet Storbritannien i fedmestatistikken. Hver anden irer vil i 2030 være over fedmegrænsen, forudser WHO, som advarer om, at Europa om 15 år vil stå med en fedmekrise af »enorme proportioner.«

Allerede nu drænes det britiske sundhedssystem af patienter med fedmerelaterede sygdomme.

Konsulentfirmaet McKinsey har regnet ud, at fedme koster det britiske samfund 500 mia. kr. om året. Det er mere end udgiften til krig og terrorbekæmpelse.

Ifølge britiske eksperter er budskabet om at leve sundere ved at sive ind blandt de voksne. Den store bekymring er børnene, som risikerer at slæbe rundt på alt for mange kilo hele livet.

Den britiske fedmeepidemi har også bredt sig til menneskets bedste venner.

Ifølge en undersøgelse sidste år fra de britiske dyrefoderfabrikanter, Pet Food Manufacturers Association, er 45 pct. af alle hunde overvægtige, og 40 pct. af kattene siges også at være for fede.

Selv kaniner, hamstere og marsvin kæmper med vægten, og den er også gal blandt undulater, kanariefugle og papegøjer.

Problemet er, at dyrene får for store portioner, og at deres ejere ikke kan se, at de – altså dyrene – bliver for tykke.

Dertil kommer, at rideheste døjer med rygskader, fordi rytterne er for tunge.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken konkret rolle Jamie Oliver får i den nye børnesundhedskampagne.