Fortsæt til indhold
International

Airbus 320 er en stabil og sikker arbejdshest for flyselskaber i hele verden

Sammen med det konkurrerende Boeing 737 er Airbus 320 verdens mest udbredte passagerfly.

Henrik Thomsen, Jyllands-Postens korrespondent

LONDON

Airbus 320 er en utrættelig arbejdshest i den internationale lufttrafik.

Flytypen har været i drift siden 1988, og foreløbig er det blevet til cirka 150 millioner flyvetimer fordelt på 85 millioner flyvninger.

A320’ere i familie med det fly, der forulykkede tirsdag i de franske alper, har en god sikkerhedsstatistik, men i de seneste år har nu tre fly af typen været udsat for spektakulære ulykker.

I januar 2009 lykkedes det luftkaptajn Chesley ”Sully” Sullenberger at nødlande en A320 fra US Airways på Hudson-floden i New York, efter at maskinen kort efter starten fra LaGuardia-lufthavnen blev ramt af en flok fugle.

I december sidste år styrtede AirAsia Flight 8501 i havet undervejs fra Indonesien til Singapore. Alle 162 om bord i denne A320’er blev dræbt.

Årsagen til flystyrtet i Asien kendes endnu ikke, men en teori er, at piloten forsøgte at stige brat for at flyve over et uvejr, og at maskinen derved mistede opdrift.

A320’eren fra Germanwings var 24 år gammel og havde fløjet 58.000 timer, fordelt på 46.000 flyvninger. Den fik et rutinemæssigt sikkerhedscheck mandag, og det seneste gennemgribende eftersyn af flyets sikkerhedssystemer var i 2013.

Airbus var blandt de første til at indføre computerstyring af fly, så piloten kan manøvre maskinen med noget, der ligner en joystick til et computerspil.

Fokus på sensorer

Eksperter havde allerede tirsdag teorier om, hvad der kan være gået galt om bord på det tyske fly.

A320 er bl.a. udstyret med sensorer, der måler farten. Hvis der var fejl på dem, kan computeren have udsendt fatale kommandoer. Men det er foreløbig ren spekulation. Kun synes det sikkert, at det hele gik hurtigt.

Sammen med det konkurrerende Boeing 737 er A320’eren det mest udbredte passagerfly i verden.

Begge er mellemdistancefly med to motorer og en kabine med en enkelt midtergang.

Sidste år gik flere end én milliard passagerer om bord på et fly i A320-serien, som også omfatter de lidt mindre A318’ere og A319’ere plus en lidt længere model, A321.

Kloden rundt råder luftfartsselskaberne over flere end 6.000 maskiner i familie med det fra Lufthansas datterselskab Germanwings.

I Skandinavien har også SAS valgt A320-serien som trækdyr.

Trods 21 flyulykker med tilsammen 990 døde i 2014 har det aldrig været mere sikkert at flyve, påpeger det uafhængige Aviation Safety Network, som fører statistik på området. Antallet af ulykker var i 2014 det laveste i moderne tid.

Risikoen for at blive slået ihjel under en passagerflyvning er ekstremt lille. I teorien skal man flyve 4.125.000 gange, før det går galt, har Aviation Safety Network regnet ud.

Ulykken tirsdag var den alvorligste i Europa, siden Malaysian Airlines Flight MH017 styrtede ned i Ukraine i juli sidste år, og de 198 om bord blev dræbt.

Det formodes, at prorussiske oprørere skød flyet ned, men det benægter de.

I 2010 forulykkede et polsk Tupolev-154 fly med bl.a. den polske præsident om bord nær lufthavnen i den russiske by Smolensk. Her døde alle 90 om bord.

Året før gik det galt for Air France, da en Airbus 330 med 228 mennesker styrtede i Atlanterhavet undervejs fra Rio de Janeiro til Paris.