Amerikansk toppolitiker blander sig i mystisk dødsfald i Argentina
Et angreb på argentinsk suverænitet, mener ledende, argentinsk regeringsmedlem.
Los Angeles
Efterforskningen af den offentlige anklager Alberto Nismans mystiske død er lige nu undervejs i Argentina. Mandag i sidste uge kom det frem, at den 51-årige anklager blev fundet død i sin lejlighed i den argentinske hovedstad Buenos Aires. Han var blevet dræbt af skud.
Nisman efterforskede en uopklaret sag fra 1994 om et bilbombeangreb mod et jødisk center i byen. Angrebet kostede 85 personer livet, sårede adskillige andre og i 2007 udsendte Argentina arrestordrer på flere ledende iranere for at have orkestreret angrebet med hjælp fra den libanesiske milits Hizbollah.
Ifølge den nu afdøde anklager forsøgte den nuværende argentinske præsident, Cristina Fernández de Kirchner, sammen med udenrigsminister Héctor Timerman at slå en handel af med styret i Teheran, der skulle dække over iranernes involvering i bombeangrebet mod at indgå en handel, der kunne forsyne argentinerne med hårdt tiltrængt olie.
Men efterforskningen af sagen er blevet mødt med skepsis af flere argentinere. Flere er således gået på gaden for at kræve en uafhængig og fair efterforskning af dødsfaldet.
Nu har demonstranterne fået prominent, politisk støtte fra USA. Den amerikanske senator, Marco Rubio fra Florida, er nemlig gået ind i sagen.
Rubio er ikke hvem som helst. Republikaneren er således i spil til at blive den republikanske højrefløjs bud på en præsidentkandidat, når partiets vælgere skal stemme ved de såkaldte primærvalg i starten af 2016.
Senatoren har i et brev til den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, gjort sig til talsmand for, at USA aktivt skal gå ind i sagen om Nismans død.
"Alberto Nismans mistænkelige dødsfald fortjener større opmærksomhed fra denne regeringen," skriver Marco Rubio i brevet, der blev sendt til John Kerry torsdag.
Senatoren fra Florida har senest gjort sig bemærket som en arg modstander af præsident Barack Obamas forsøg på at genoprette de diplomtiske forbindelser til Cuba.
I første omgang fortalte de argentinske myndigheder, at Alberto Nismans død efter alt at dømme kom som følge af et selvmord. Men den forklaring købte 70 procent af argentinerne ikke, viste en meningsmåling kort efter dødsfaldet. Mandag kom den hårdt pressede præsident, Cristina Fernández de Kirchner, så banen med en ny forklaring.
Alberto Nisman havde ikke begået selvmord, men var blevet et offer for en intern magtkamp i den argentinske efterretningstjeneste. Kirchner forklarede, at anklageren var blevet fodret med forkert information af kræfter, der ville skade hende, og som et resultat af den forklaring opløste hun tidligere på ugen hele den argentinske efterretningstjeneste.
Det er med andre ord stadig et mysterium, hvem der forårsagede Alberto Nismans død, og de argentinske myndigheders evne til at efterforske dødsfaldet er ikke noget, som har efterladt Marco Rubio særligt imponeret.
"Jeg er i stigende grad bekymret for den argentinske regerings evne til at gennemføre en fair og uafhængig undersøgelse af Nismans død eller dens evne til at sikre, at Alberto Nismans efterfølger uafhængigt vil fortsætte hans arbejde. Derfor opfordrer jeg denne regering til at støtte dannelsen af en uafhængig og internationalt støttet efterforskningen af Nismans mistænkelige død," skriver Rubio.
Sagen falder samtidig med, at Republikanere i den amerikanske Kongres forsøger at stemme yderligere sanktioner mod styret i Iran igennem. Præsident Barack Obama har dog indtrængende bedt om, at Kongressen undlader at stemme sådanne tiltag igennem, da de, ifølge præsidenten, ville kompromittere forhandlingerne om det iranske atomprogram, som netop nu pågår de to lande imellem.
Republikanerne har i den forbindelse også inviteret den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, til at tale i Kongressen. Det er også et tiltag, som Barack Obama har kritiseret. Besøget kommer to uger før valget i Israel, og Barack Obama har derfor afvist at mødes med Netanyahu, når han besøger USA i marts.
Om brevet skal ses som et udtryk for indenrigspolitiske drillerier i USA eller som et udtryk for Marco Rubios egne ambitioner om at blive præsident, er dog et fedt for Jorge Capitanich.
Han er såkaldt kabinetchef i den argentinske regering, der kan sammenlignes med en samordningsminister. På sit daglige pressemøde fredag langede han i skarpe vendinger ud efter den republikanske politikers forsøg på at blande sig i efterforskningen af Alberto Nismans død.
"Argentina er en uafhængig og suveræn stat. Med sit imperialistiske syn bryder Rubio med FN's charter, da dette vil være et indgreb i andre staters indre anliggender," sagde Jorge Capitanich, ifølge den argentinske avis Buenos Aires Herald, og tilføjede, at Marco Rubio tilhørte "den destruktive, republikanske højrefløj".
Alberto Nisman døde dagen inden, han skulle fremlægge sine beviser for den argentinske Kongres. Her ville han således uddybe de beskyldninger, som han fremlagde mod Cristina Fernández de Kirchner i en næsten 300 sider lang rapport.
Kirchner har selv afvist alle beskyldningerne om, at hun har forsøgt at slå en handel af med det iranske styre, sådan som Alberto Nisman påstod det kun få dage før sin død.