Fortsæt til indhold
International

Dansk arkitekt skal modernisere USA's kulturarv

Den danske arkitekt Bjarke Ingels skal stå for moderniseringen af USA's nationalmuseum, Smithsonian.

Torsdag afslørede USA's nationalmuseum hvem, der skal ind og pille ved USA's kulturarv. Det blev den danske arkitekt Bjarke Ingels, der de næste 20 år skal stå med moderniseringen af museums- og forskningsområdet Smithsonian i Washington.

Bjarke Ingels og hans arkitektfirma BIG har brugt næsten halvandet år på at planlægge, hvordan de ville modernisere museumskomplekset, skriver Smithsonian på sin hjemmeside.

Det er hele området omkring Smithsonian og bygningerne, der skal nytænkes. Både slottet, som er hovedbygningen i museumskomplekset, og de underjordiske niveauer, hvor der er cafe, en butik og et auditorium, skal renoveres. Derudover vil Bjarke Ingels kaste sig over bygningernes have, som skal være meget mere tilgængelig og åben for offentligheden.

"Hvert museum er i dag næsten som en særskilt enhed. I fremtiden vil det være en meget mere åben, intuitiv og inviterende campus, man kan opholde sig i," siger Bjarke Ingels til Smithsonian.

Han tilføjer, at han vil stræbe efter, at rummene under jorden skal åbne op og afsløre sig selv for haven.

Smithsonian er en af verdens største kulturinstitutioner. Og netop dette har været med i Bjarke Ingels' tanker, da han skulle tænke de første tanker omkring projektet. Han fortæller på Smithsonians hjemmeside, at han ser dette som en enestående udfordring. Med Smithsonian-projektet skal Bjarke Ingels balancere innovation med respekt for den arkitektoniske historie for nogle af institutionens ældste bygninger. Og det er i det, at udfordringen ligger.

"Det er næsten som at forvandle arkitektur til en kunst af nyfortolkning. Det, vi har forsøgt at gøre med Smithsonian, er at nyfortolke alle de egenskaber, der allerede er der, og styrke og forbedre dem. Og måske nogle gange twiste dem, men udgangspunktet er altid den eksisterende karakter," siger Bjarke Ingels.

Når Bjarke Ingels går i gang med Smithsonian-projektet, vil han komme til at modernisere museumskomplekset for omkring 12 milliarder kroner. Pengene til det store projekt kommer fra en blanding af føderale og private midler.

Arkitektfirmaet BIG har sammen med Bjarke Ingels sat sit præg på den arkitektoniske scene. Ikke kun i Danmark er han et kendt ansigt, men også rundt omkring i verden ved man, hvem arkitekten Bjarke Ingels er. BIG har både tegnestuer i New York og Valby.

I 2010 opførte tegnestuen BIG den danske pavillon på verdensudstillingen i Shanghai i Kina. Dette medførte, at firmaet skulle flytte Den Lille Havfrue væk fra København.