Fortsæt til indhold
International

Efterretningstjeneste: Krigen i Syrien er gået i hårdknude

Efter mere end tre års krig er der ingen udsigter til fred i det borgerkrigshærgede Syrien. Oprørerne er trængte, men langt fra nedkæmpet. Og samtidig har præsident Assad vundet på IS' fremmarch.

Den syriske heksekedel kommer til at koge videre i lang tid endnu med alle de tragiske konsekvenser for civilbefolkningen og splintrede håb om stabilitet i regionen, som blodbadet medfører.

Det er en af de dystre konklusioner, man kan læse sig til i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) risikovurdering for 2014 (PDF), som er blevet offentliggjort torsdag.

Konflikten i Syrien har nu varet i mere end tre år, krævet over 200.000 menneskeliv, sendt flere end ni millioner på flugt og skabt så massive flygtningestrømme, at de mærkes helt oppe på danske breddegrader.

Men afslutningen er langt fra nær.

Foreløbig er der dog ingen tegn på, at reelle fredsforhandlinger overhovedet kommer på tale, og selvom de gjorde, ville kamphandlingerne næppe standse af den grund, lyder vurderingen fra FE.

"Uanset eventuelle fremskridt i den politiske proces vil det have ringe eller ingen effekt på slagmarken, da den politiske opposition generelt har begrænset indflydelse på den væbnede opposition, og Assad-styret er fokuseret på at løse konflikten militært. Der er således ingen udsigt til en politisk løsning af konflikten på kort til mellemlangt sigt," skriver FE.

Assads tropper er ganske vist oprørerne overlegne i militærstyrke, men ingen af parterne har den fornødne kampkraft til at nedkæmpe modstanderne definitiv. Selv ikke forøgede våbenleverancer og træning af oprørerne vil ændre den militære situation markant, skriver FE.

Særligt i Aleppo er oprørerne hårdt presset fra både terrororganisationen Islamisk Stat (IS) og Assad-styrker, og der er reel risiko for, at oppositionen bliver drevet helt ud af Syriens største by, hvilket ville være et alvorligt tilbageslag.

En af udfordringerne for den væbnede opposition er manglen på centralt lederskab. I takt med at blodsudgydelserne har trukket i langdrag er kludetæppet, som udgør den væbnede opposition – bestående af omkring 1.000 forskellige grupper og lokale krigsherrer med vidt forskellige mål og politiske dagsordener – blevet mere og mere radikaliseret. I dag domineres den af islamistiske grupper, konstaterer FE.

Jokeren synes at være blevet Islamisk Stat.

Terrororganisationens fremmarch er dog gået væsentligt hårdere ud over oprørerne end Assad-styret, som på sin vis har vundet på IS' voldsomme indtræden i konflikten.

Kampen mod "krigerne under det sorte flag" har nemlig fjernet store dele af det internationale pres for at få Bashar al-Assad væltet. Med "afgørende hjælp" fra Iran, Hizbollah og Rusland er det lykkes ham at overleve Vestens krav om at gå af – endda på trods af dokumenterede krigsforbrydelser og brug af kemiske våben.

"ISIL’s selverklærede kalifat på tværs af Irak og Syrien har ændret dynamikken i området og har fjernet fokus fra især vestlige landes krav om at afsætte den syriske præsident," skriver FE.

Hvis Assad-styret overlever borgerkrigen - hvilket ifølge FE er sandsynligt - bliver det dog uden kontrol med store dele af Syrien, hvor militante islamister vil have et operativt råderum.

Heller ikke IS forventes at kunne nedkæmpes endegyldigt på trods af den internationale koalitions intensive luftbombardementer i både Irak og Syrien.

"Den amerikansk ledede koalitions luftkampagne medvirker til at begrænse ISIL’s offensive muligheder, men ISIL vil fastholde og i et vist omfang stadig kunne udvide sit område i denne del Syrien," skriver FE.

IS er ledet af den veluddannede Abu Bakr al-Baghdadi, som har udråbt sig selv til kalif og drømmer om at blive den islamiske verdens øverste leder. Målet for hans militante jihad-organisation er at kontrollere hele området mellem Beirut og Bagdad som et skridt på vej mod drømmen om islamistisk verdensherredømme.

Ifølge FE tæller IS 20.000-25.000 medlemmer foruden stammer og andre grupper, som har svoret organisationen troskab.

Alt i alt betyder den kaotiske situation i Syrien kombineret med det stadig voksende antal udrejste og hjemvendte Syrien-krigere, at terrortruslen mod Danmark og Vesten er "alvorlig."

"Den internationale koalitions bombardementer i Syrien og Irak har på kort sigt øget intentionen om at angribe Vesten. Kontakten mellem vesterlændinge og grupper med erfarne angrebsplanlæggere i Syrien, der indtil for nylig har været næsten uhindret, er til gengæld blevet besværliggjort af koalitionens bombardementer," lyder det fra FE.

Freden har lange udsigter.