Fortsæt til indhold
International

Islamisk Stat har myrdet to journalister

Kurdisk journalist dræbt af IS. Kameramand dræbt, fordi han ikke ville arbejde for IS.

To arabiske mediefolk er blevet de seneste ofre for terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) nådesløse fremfærd over for journalister og kamerafolk i Irak og Syrien.

Den kurdiske journalist Muhanad Akidi blev skudt i går efter at have befundet sig i fangenskab på Ghazlani-militærbasen tæt på Mosul i Irak, skriver det kurdiske nyhedsbureau.

Oplysningerne er udsendt af Kurdistans Demokratiske Parti i Irak, KDP, og er offentliggjort på det kurdiske nyhedsbureau Rudaws Facebook-side.

Ifølge Rudaw blev Akidi bortført for to måneder siden, da han befandt sig i Mosul.

Drabet har udløst angreb på IS på Rudaws Facebook, hvor mange fordømmer terrorbevægelsen forsøg på at knægte den frie presse.

"Hvis man hader virkeligheden og sandheden, slår man journalister ihjel. Det her er IS anno 2014 - en vanvittig pseudo-muslimsk gruppe, der dræber, voldtager, torturerer og endda er alfonser i islams navn. Man er tom for ord. Muhanad var journalist, ikke en soldat," skriver André Berthy.

Oplysningerne om drabet kommer samtidig med beretninger om et drab på en irakisk journalist, der var på arbejde i krigszonen i Irak.

Den irakiske kameramand Raad al-Azzawi blev i fredags myrdet offentligt af styrker fra Islamisk Stat i Samra, øst for Tikrit i Irak. Tilsyneladende blev han dræbt. fordi han nægtede at arbejde for IS, og IS dræbte ved samme lejlighed også hans bror og to civile, oplyser det internationale journalistforbund, IFJ.

Samme dag blev yderligere ni civile dræbt af IS, fordi de var mistænkt for at have kontakter til sunni-muslimske og anti-militaristiske græsrodsorganisationer, oplyser IFJ.

Den 37-årige mediemand arbejdede for den lokale nyhedskanal Sama Salaheddin, og det internationale journalistforbund udtaler sin skarpeste fordømmelse af drabet.

"Lokale journalister i Irak og Syrien bærer fortsat de tungeste byrder under Islamisk Stats terror. Mange journalister lever med chikane, forfølgelse og tortur, mens andre holdes fanget. Det internationale samfund må gribe ind for at gøre livet sikkert for disse lokale journalister, som hver dag risikerer livet for at sikre, at sandheden kommer frem," udtaler IFJ-præsident Jim Boumelha på organisationens hjemmeside.

Oplysningerne om de mange IS-drab kommer kort efter, at et britisk gidsel, journalisten John Cantlie, iført en orange fangedragt kendt fra IS' andre propagandavideoer, blev tvunget til at oplæse et manuskript om Vestens angreb på Islamisk Stat i Irak og Syrien.