Australske muslimer i oprør over "terrorisering"
Landets politi har udført omfattende ransagninger, og det har gjort de muslimske indbyggere vrede.
I Lakemba, en forstad til Sydney, er flere end 100 mennesker, primært muslimer, gået på gaden for at vise deres utilfredshed med politiets aktion torsdag morgen, som blev udført i forsøget på at forhindre terrorangreb i Australien.
Det skriver flere australske medier, bl.a. 9News.
"Der er folk derude, som udspreder denne propaganda om, at muslimer på en måde er en trussel mod dette land, og at det muslimske samfund er en trussel," lød det fra en af demonstrationens talere.
Fordøm regeringen for denne brutalitet.Taler til demonstrationen "stop terroriseringen af muslimer"
Andre muslimske stemmer i den offentlige debat har, bl.a. debattøren Rebecca Kay, har også udtalt sig kritisk om politiets aktion. "Jeg får dødstrusler fra bonderøve hver dag," siger hun til Sydney Morning Herald og tilføjer, at politiets hårdhændede metoder er "ulækre".
Politiet i Australien foretog torsdag morgen 15 anholdelser af personer, heriblandt angiveligt ledende australske figurer i Islamisk Stat, som mistænkes for at ville "begå voldshandlinger i Australien", bl.a. mod tilfældige personer i det offentlige rum. Én af de anholdte er sigtet for en "alvorlig terrorrelateret forbrydelse", mens ni af de anholdte er løsladt igen.
Over 800 betjente var på gaderne i Sydney, mens et mindre antal gennemførte aktioner i Brisbane, og efter aktionerne blev der meldt om flere episoder, hvor politibetjentene havde været uforholdsmæssigt hårde ved muslimerne.
"Mange familier blev terroriseret midt om natten, folk blev tævet, og historier om hårdhændet behandling fra politiets side er ved at komme frem," skriver demonstrationen i Lakambas arrangører på arrangementets Facebook-side.
Knap 4.000 mennesker er blevet inviteret til demonstrationen, mens godt og vel 300 har meldt deres ankomst via det sociale medie, hvor man også kan læse historier om personer af muslimsk herkomst, der hævder at være blevet overfaldet af politiet under de mange ransagninger.
Flere andre steder på internettet erklærer andre muslimer deres støtte til Lakemba-demonstrationen, fordi man ser politiets opførsel som en smædekampagne mod muslimer.
"Vi er lige så bekymrede for sikkerhed og fred som alle andre, men vi er heller ikke dumme. Så fordøm regeringen for denne brutalitet," siger en af talerne til demonstrationen ifølge 9News.
Ifølge den australske premierminister, Tony Abbott, skulle opfordringen om at begå terror i Australien komme fra en højtstående australier i Islamisk Stat, som har opfordret støtter hjemme i Australien til at begå såkaldte "demonstrationsdrab" som skræk og advarsel til den australske befolkning.
Politiet har ikke givet mange detaljer om terrortruslerne, men premierministeren fortalte på et pressemøde, at planerne involverede offentlige halshugninger.
For godt en uge siden hævede de australske myndigheder sit terrorberedskab til det næsthøjeste niveau for første gang i et årti, efter at Australien gik med i en koalition, som med USA i spidsen skal bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien.