Fortsæt til indhold
International

Hvert 4. sekund flygter et menneske

Antallet af flygtninge og internt fordrevne i verden er det højeste i 18 år, viser ny FN-rapport.

45,1 millioner mennesker var ved udgangen af 2012 flygtninge eller internt fordrevne i deres eget land.

Det er en stigning på 2,6 mio. i løbet af blot et år, og gør antallet af flygtninge og fordrevne til det højeste siden 1994.

Det viser rapporten Global Trends 2012, som FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, offentliggør onsdag.

Rapporten fortæller om 15,4 mio. flygtninge, der er flygtet til et andet land, 28,8 mio. mennesker, der er tvunget på flugt indenfor grænserne af deres eget land, og 937.000, som det er lykkedes at søge asyl i et andet land.

Alarmerende tal

”Tallene er meget alarmerende. De viser individuelle lidelser i et meget stort omfang, og de viser, hvor vanskeligt det er for det internationale samfund at forhindre konflikter og komme med løsninger til konflikter,” siger António Guterres, FN’s højkommissær for flygtninge og chef for UNHCR.

I 2012 blev nye 7,6 mio. mennesker sendt på flugt – enten over grænsen til et fremmed land eller internt i deres eget land.

Det svarer til en ny flygtning i verden hvert fjerde sekund. Samtidig lykkedes det andre ca. 5 mio. flygtninge eller fordrevne at vende hjem.

Lidt over halvdelen – helt præcis 55 pct. - af alle flygtningene i UNHCR’s rapport kommer fra fem krigsplagede lande: Afghanistan, Somalia, Irak, Syrien og Sudan. Rapporten afslører samtidig et stort antal nye fordrevne i Mali, Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan og Etiopien.

Hver 2. flygtning er barn

Næsten halvdelen af de mennesker, der sidste år følte sig tvunget til at flygte, var børn under 18 år. FN registrerede i 2012 21.300 asylansøgninger fra uledsagede børn, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Når man taler om flygtninge, er Pakistan det land i verden, der huser flest. Her har 1,6 mio. søgt tilflugt efterfulgt af Iran (868.200) og Tyskland (589.700).

Afghanistan er fortsat det land, som flest er flygtet fra.

Tæller man både flygtninge og internt fordrevne med, hvilket mange hjælpeorganisationer anser for at være det mest reelle, så topper Colombia imidlertid listen med næsten 4,4 mio. mennesker på flugt og Afghanistan er nummer to med godt 4,1 mio.

Den Demokratiske Republik Congo er nummer tre med godt 3,6 mio., mens Syrien ved udgangen af 2012 var nummer fire med godt 2,8 mio. mennesker på flugt.

Syrien værste katastrofe i årtier

Siden nytår er det imidlertid gået helt galt i Syrien, og i dag taler FN om over 1,6 mio. flygtninge og måske helt op mod 5 mio. internt fordrevne i Syrien – altså omkring 6,6 mio. på flugt, hvilket gør situationen i Syrien til den værste flygtningekatastrofe i årtier.

I løbet af den tid, det har taget at læse denne artikel, har verden fået ca. 20 nye flygtninge.