Hvad ven og fjende kan uddrage af krigen

USA kan vurdere den militære indsats i Irakkrigen som en succes. Nøgleordene for den amerikanske succes er fleksibilitet, mobilitet og hurtighed. At få styr på det efterfølgende kaos i byerne er imidlertid en gigantisk opgave, der kræver medvirken af landets egne borgere. Det kan ikke klares af den amerikanske forsyningstjeneste.

Hvad kan venner og fjender uddrage af de militære operationer i Irak?

Når man har afsluttet en militær operation, hvad enten det er en virkelig begivenhed eller en øvelse, så prøver man altid bagefter at foretage en analyse eller, som det hedder i fagsproget, at uddrage "Lessons Learned". Hvad lærte man af det? Var der noget nyt, skelsættende eller epokegørende? Undertiden viser det sig, at man har "genopfundet hjulet" eller uddraget erfaringer, som man egentlig havde gjort sig tidligere. Dels har USA draget egne erfaringer, dels har USA's potentielle modstandere kunnet drage erfaringer af denne korte krig. Politisk ligger der jo nogle signaler gemt til lederne af de stater, som USA kalder for "ondskabens akse".

Nordkorea er tilsyneladende blevet lidt mere medgørlig på det seneste, og specielt Syrien er i øjeblikket under et stort politisk pres. Budskaberne til Syrien handler dels om masseødelæggelsesvåben, dels om ikke at hjælpe eller huse efterlyste flygtninge fra det tidligere irakiske regime.

Beslutningstagerne i disse lande kan se, at USA mener, hvad der bliver sagt. På baggrund af den irakiske militære indsats virker deres egne militære styrker måske teknologisk forældede. Fra man træffer en beslutning i Washington, og indtil operationerne kan starte, går der ca. fire måneder. Så er logistikken bag et angreb blevet bygget op og den politiske betænkningstid slut.

Kampen afsluttet

Nu har Pentagon erklæret afslutningen på kampen mod Saddam Husseins regime i Irak. Det skal forstås på den måde, at man ikke længere vurderer, at der kan etableres organiseret modstand fra regulære militære enheder. Der er ingen overordnet militær struktur og ledelse tilbage. Til gengæld kan der ydes modstand fra enkeltpersoner eller mindre grupper, som enten består af fanatiske udenlandske frivillige, der i blandt potentielle selvmordsbombemænd, eller af de irakiske såkaldte Fedayeens. Hvor længe, de kan operere, er meget uklart, men det vil formentlig afhænge af det irakiske folks accept af det kommende overgangsregime.

I Pentagon kan man vurdere den militære indsats som en succes. Man har haft en overordnet plan. Den er blevet justeret undervejs. I planlægningsfasen vidste man ikke, om den militære indsats blev med eller uden FN-mandat, ej heller vidste man, om Tyrkiet måtte bruges som opmarchområde.

Nøgleordene for den amerikanske succes er fleksibilitet, mobilitet og hurtighed. Fleksibilitet demonstrerede man blandt andet ved at kunne foretage en såkaldt "rullende start" på operationerne. Man indledte landoperationerne, inden 4th US Division var blevet transporteret fra Tyrkiet til Kuwait. Denne division er i øvrigt den mest teknologisk avancerede hærenhed i verden. Man indledte flyoperationerne med et angreb mod et bygningskompleks beliggende både over og under jorden natten mellem den 19. og 20. marts, fordi man pludselig havde fået pålidelige informationer om, at Saddam Hussein og hans to sønner befandt sig der. Det var formentlig ca. 24 timer inden, de militære operationer egentlig skulle have været indledt.

Ved det andet angreb rettet mod Saddam Husseins person gik der 45 minutter fra Pentagon beordrede angrebet, til bomberne ramte det udpegede mål. Det kunne man gøre, fordi man havde etableret patruljer af bombefly over Irak. Tilsvarende har man kunnet indsætte krydsermissiler fra patruljerende bombefly eller fra skibe i de omkringliggende havområder.

Fleksibilitet har også præget operationerne på landjorden. Ved det første udfald fra Bagdad lufthavn mod centrum prøvede man de irakiske forsvarsstillinger af. De var svage, og næste dag kunne man så gå direkte efter regimets nøglestillinger. Paladser, militære hovedkvarterer, nøgleministerier og efterretningstjenester faldt et efter et.

Hærens og Marinekorpsets operationer på jorden har også været præget af hurtighed og mobilitet. Talmæssigt har styrkerne været underlegne, men de har haft teknologisk overlegenhed. De regulære irakiske hærstyrker har formentlig aldrig udgjort en trussel på grund af omfattende deserteringer, men eliteenhederne omkring Bagdad har udgjort en reel trussel. De fik til gengæld en koncentration af ildkraft rettet imod sig, dels fra luften, dels fra jorden. Antallet af dræbte og sårede har formentlig accelereret deserteringer, indtil divisionerne ikke længere eksisterede som organiserede, militære enheder.

Fælles operationer

Siden Golfkrigen i 1991 er det lykkedes både for de amerikanske og de britiske styrker at gøre alle deres operationer "Joint" (to eller flere værn sammen) og "Combined" (to eller flere nationer sammen). Det vil sige, at man kan operere sammen med enheder fra andre værn og fra andre nationer.

Hvis en britisk hærenhed for eksempel kommer i knibe og påkalder "ildstøtte", så kan denne ildstøtte umiddelbart leveres fra for eksempel den amerikanske flådes fly eller Marinekorpsets artilleri. Nu opererer alle med de samme kort, kortreferencer, positionsangivelser, kommunikationssystemer, måludpegningsmetoder etc.

En afgørende faktor i krigen har været pålidelige efterretninger. Det varer formentlig længe, før vi får hele historien, men koalitionen har uden tvivl rådet over meget pålidelige efterretninger fra højtplacerede personer i det irakiske regimes top samt fra egne agenter og specialstyrker. Informationerne har været aktuelle og har tilsyneladende kunnet leveres løbende. Dels har man kunnet angribe regimets top, dels har man været i stand til nøje at kunne vurdere de enkelte irakiske enheders kampkraft.

Der var fra politisk side pålagt koalitionen strenge krav om minimering af skader på civile. Alt er relativt, men kampenes intensitet taget i betragtning, så er der tale om relativt begrænsede skader på det irakiske samfund, selv om hovedstadens indbyggere har været tæt på omfattende krigshandlinger.

At få styr på det efterfølgende kaos i byerne er dog en gigantisk opgave. Operationernes succes skal måles i forhold til befolkningens egen opfattelse af udviklingen. Befolkningen bør motiveres til selv at gøre krigen mod Saddam Husseins regime til en succes. Lov og orden kræver i høj grad medvirken af landets egne borgere. Det kan ikke leveres af den amerikanske forsyningstjeneste. Til gengæld kan oliekilderne i løbet af få uger begynde at betale for landets genopbygning. Dette er en unik situation i nødhjælpsarbejdets historie.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen