Cypern: Europa kommer alligevel

De tyrkiske cyprioter er fortrøstningsfulde trods det massive nej på den græske side til FN's plan for en genforening af Cypern. Nu bærer de græske cyprioter alene ansvaret for delingen af øen, hvis græske side entrer EU om en uge.

Nicosia

»Europa kommer«, sagde Hakan Yaykur, en yngre mand med hestehale, og slog ud med armen mod en idyllisk udseende kystlinje, hvor han netop har bygget endnu et nyt hus i gammel cypriotisk kolonistil.

Hakan Yaykur er bare en af det tyrkiske Nordcyperns entreprenante spekulanter. De seneste måneder har den ludfattige og diplomatisk isolerede republik med færre indbyggere end Århus og omegn set et hæsblæsende byggeboom, der skal mætte efterspørgslen efter husly til europæiske - især britiske - pensionister og skatteflygtninge.

»At grækerne sagde nej til en genforening vil nok ikke komme til at betyde andet, end at vi får markedet for os selv«, tilføjede Hakan Yaykur.

Den iagttagelse deles af mange tyrkiske cyprioter. Mehmet Yilmazoglu, en hotelvært i Kyrenia, en græsk højborg før 1974, da tyrkiske faldskærmstropper delte øen midt over og omdøbte byen til Girne, sagde:

»Jeg stemte ja til en genforening, fordi jeg vidste, at den græske side ville stemme nej. Havde de græske cyprioter stemt ja, havde jeg stemt nej. For vi vil aldrig kunne enes om at dele øen. Og nu har vi fået den bedst mulige løsning: EU vil løfte embargoen, vi vil kunne ånde frit og rejse hvorhen, vi vil, med internationale fly. Det kan ikke være bedre. Vi bliver alligevel en del af Europa, uden at vi skal afgive 10-12 procent af vores område til grækerne og uden at gennemgå smerten ved tilbagelevering af ejendom til de græske, som det var forudsat i Annan-planen«.

Du stemte altså rent taktisk?

»Det gjorde langt de fleste. Vi vil gerne være venner med Europa, men ikke med de græske cyprioter, der hader os«.

Udbredt opfattelse

Både hotelværten og byggespekulanten repræsenterer en udbredt opfattelse i Den Tyrkiske Republik Nordcypern, hvor 65 pct. stemte for en genforening med 35 imod. Glæden over det vedtagne "ja", der blev fejret i den tyrkiske del af Nicosia med en larm, som havde de vundet VM i fodbold, skyldes løfter fra EU og europæiske ledere om, at de tyrkiske cyprioters isolation under alle omstændigheder vil ophøre, om end mere gradvist end ved fuldt EU-medlemskab. Taberen var Nordcyperns præsident, Rauf Denktas, der havde anbefalet et nej og dermed lagt sig ud med såvel Ankara som EU og USA.

Men den 80-årige veteranleder var ikke sådan at vælte af pinden, da han indfandt sig i pressecenteret i den tyrkiske del af Nicosia:

»Jeg bliver siddende på min post, idet resultatet er nøjagtig, som jeg ønskede det«, svarede han til opfordringer fra den tyrkisk cypriotiske premierminister, Mehmet Ali Talat, og andre ja-politikere om at gå af i konsekvens af nederlaget.

På den græske side var situationen omvendt. Næsten 80 procent sagde nej til Kofi Annans plan for en genforening, kun 20 pct. sagde ja. De græske cyprioter fulgte altså deres præsident, Tassos Papadopoulos, der havde anbefalet en forkastelse af planen med den begrundelse, at den ikke garanterede Cypern mod en senere tyrkisk militær intervention. I realiteten regnede han med, at med kun den græske side sikkert inden for EU-stakittet - hvilket sker 1. maj - ville nye forhandlinger sikre en bedre aftale end Annans plan, der tog vide hensyn til den tyrkiske side.

FN-kontor lukker

Men FN-udsendingen, Alvaro de Soto, meddelte i går, at FN-kontoret lukker. Der skal ikke forhandles en ny runde - og konsekvensen er, at den "grønne linje", der har delt øen i 30 år, nu bliver en egentlig de facto-grænse.

Fra EU-hovedkvarteret i Bruxelles lød lignende toner i den retning.

»Den græske del af Cypern bliver EU's ydergrænse,« sagde en anonym embedsmand i Bruxelles. Kommissæren for EU-udvidelsen, Günter Verheugen, meddelte:

»Vi vil nu seriøst overveje, hvordan vi kan afslutte Nordcyperns økonomiske isolation.«

Nye forhandlinger

Begge parter - både Tassos Papadopoulos og de vindende ja-politikere på den tyrkiske side - har bebudet genoptagelse af forhandlingerne med den nu annullerede Annan-plan som udgangspunkt. Samtidig tydede meget i aftes på, at den tyrkiske side nu alene vil blive repræsenteret af ja-siden. Det lille parti, som Rauf Denktas' søn, Serdar, er leder af, og som var koalitionspartner med Talats parti i regeringen, bliver muligvis splittet, da to af de otte deputerede i det 50 sæder store parlament har planer om at desertere til Talats parti. Han kan så danne regering med et andet ja-parti og vil dermed sidde på et lille flertal.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.