Billeder af irakiske fanger ryster USA

Overgreb på en gruppe irakiske fanger truer med at forværre den allerede komplicerede situation i Irak inden magtoverdragelsen om 60 dage. I Washington tales der om en katastrofe og om uoprettelige skader.

Washington

Den amerikanske regering er tvunget ud i en omfattende modoffensiv i et forsøg på at begrænse de skader, som offentliggørelsen af fotos af en håndfuld soldaters overgreb på irakiske fanger har forårsaget.

Samtidig afviser forsvaret rygter om, at billederne blot dokumenterer et enkelt af talrige overgreb med en understregning af, at det kun er få soldater, der har sat en sort plet på alle de kolleger, som har gjort en heltemodig indsats i Irak.

Formodninger om, at mange irakiske fanger ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med Geneve-konventionens regler, blev styrket lørdag, da det britiske dagblad Daily Mirror offentliggjorde billeder, der skal vise britiske soldaters overgreb på fanger.

På et af billederne tissede en soldat på en fange, der havde fået en hætte trukket over hovedet. På et andet holdt soldater geværer til en fanges hoved og truede øjensynligt med at skyde ham.

Dårligt tidspunkt

I Washington erkendes det, at billederne kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Det indrømmes samtidig, at de allerede har udløst stærke reaktioner i arabiske lande, hvor de ses som bevis for USA's manglende respekt for muslimer.

Koalitionsstyrkerne i Irak under amerikansk ledelse kæmper netop nu for at bane vejen for den magtoverdragelse, som ifølge planen skal gennemføres om blot 60 dage. Samtidig har oprørsstyrker noteret i det mindst en halv sejr i Fallujah, hvor marineinfanteristerne har trukket sig tilbage for at overdrage sikkerhedsopgaver til irakiske styrker under ledelse af en af Saddam Husseins tidligere generaler.

George W. Bush' forsikringer om, at billederne fyldte ham med afsky, var da også i højere grad rettet mod den arabiske verden og mod Europa end mod præsidentens egne vælgere.

Reaktionen, der først kom 30 timer efter, at billederne natten til torsdag var blevet offentliggjort af tv-selskabet CBS, understreger imidlertid samtidig, at situationen bliver mere kompliceret, jo nærmere man kommer den bebudede magtoverdragelse.

Oplæsning af navne

Det gælder også på den hjemlige front, hvor et af de mest anerkendte nyhedsprogrammer "Nightline" natten til lørdag oplæste navnene på alle de amerikanske soldater, som er blevet dræbt, efter at krigen blev indledt 20. marts sidste år.

Med alvorlig stemme oplæste tv-værten Ted Koppel de 721 navne. Der var ingen ledsagende musik eller afbrydelser for reklamer, blot en afsluttende bemærkning om, at målet var at hæve de faldne over den daglige politik og journalistik.

En enkelt gruppe tv-stationer nægtede at viderebringe udsendelsen med en påstand om, at der blot var tale om anti-krigs propaganda af den værste slags. Den republikanske senator John McCain talte om censur og beskyldte stationen for at være upatriotisk.

En katastrofe

Efter først at have tøvet offentliggjorde næsten alle amerikanske dagblade flere af de opsigtsvækkende billeder i deres lørdagsudgaver. Det gjaldt bl.a. billedet af nøgne fanger i en bunke foran to smilende amerikanske soldater.

Der var også billedet af en irakisk fange med elektriske ledninger på arme og ben. Fangen havde fået at vide, at han ville blive dræbt, hvis han faldt ned fra en lille kasse, som han var sat op på.

Ved American Enterprise Institute, der ellers har givet krigen ubetinget støtte, fastslog Michael Rubin:

»Det er en katastrofe. Det er lykkedes fem-seks soldater at tilsmudse amerikanske soldaters gode ry kloden rundt.«

I Det Hvide Hus understregede talsmanden Scott McClellen, at soldaternes handling var afskyelig, og at den ikke ville blive tolereret. Allerede 20. marts meddelte militæret, at der var indledt en undersøgelse af overgrebene, som fandt sted sidste år i Bagdads berygtede Abu Ghraib fængsel.

Undersøgelsen omfatter ikke kun de seks soldater, mens også fængslets leder, brigadegeneral Janis Karpinski. Samtidig er chefen for Guantanamo Bay-fængslet, generalmajor Geoffrey Miller, blevet sendt til Irak for at føre opsyn med alle militære fængsler.

Arabisk vrede

En advokat for den 37-årige sergent Ivan Frederick, som ses på billederne, hævdede, at der var to sider af sagen, og at soldaterne blot havde fulgt ordrer.

Præsidentens løfter om at man vil tage sig af de skyldige, har ikke kunnet dæmme op for en bølge af vrede i den arabiske verden, hvor der tales om amerikansk hykleri, når påstande om frihed og demokrati kun gælder for dem selv.

Amnesty International fastslog advarende, at overgrebene på fanger vil forværre en allerede skrøbelig situation, og Abdel Bari Atwan, der i London redigerer den arabiske avis Al-Quds, udtrykte frygt for, at skaden er uoprettelig.

»Det er chokerende. Det er strået, der knækkede kamelens ryg for USA. Folk vil blive ekstremt vrede. Seksuelle overgreb er det værste i den del af verden. Amerika har tabt kampen. Jeg tror, at der kommer flere angreb.«

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.