Udsigt til kontroversiel præsident i Slovakiet
Slovakiets kontroversielle ekspremierminister Vladimir Meciar og hans tidligere højre hånd Ivan Gasparovic vandt overraskende første runde af landets præsidentvalg lørdag.
Dermed risikerer slovakkerne at få en præsident, der tidligere kostede landet et medlemskab af NATO.
Slovakiets udenrigsminister Eduard Kukan fra Slovakiets Demokratiske og Kristelige Union, SDKU, der førte meningsmålingerne under valgkampen, kom ind på en tredjeplads - og er dermed ude af kampen om at blive Slovakiets næste præsident.
Meciar fra Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet, HZDS, og Gasparovic skal ud i anden valgrunde 17. april.
Vladimir Meciar vandt første valgrunde med 32,8 procent af stemmerne. Længe før Slovakiets ublodige skilsmisse fra Tjekkiet i 1993 optrådte Meciar som den politiske gadedreng, der med sit ligefremme sprog, appel til nationalisme og aggressive fremtoning gav sine politiske modstandere skrammer.