Rice til møde med palæstinensisk præsident

På sin rejse rundt i Mellemøsten var den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, søndag eftermiddag nået til Israel og De Palæstinensiske Selvstyreområder. Her mødtes hun blandt andet med den amerikanske præsident Abbas, der sammen med sit moderate Fatah-parti sidste weekend gik i regeringssamarbejde med det islamistiske Hamas.

Rice mødtes også med den israelske premierminister, Ehud Olmert, selv om hun tidligere har kritiseret flere af sine forgængere for at udføre den type pendulfarts-diplomati i regionen.

Men amerikanerne er sandsynligvis interesserede i at være med til at kridte banen ordentligt op, inden et arabisk topmøde i Saudi-Arabien onsdag. Både arabiske og israelske ledere har nemlig luftet positive tanker om en saudi-arabisk plan for fred mellem Israel og landets arabiske naboer.

Efter møderne understregede den amerikanske udenrigsminister dog, at det vigtigste i første omgang er at finde et fælles mål for parterne. Det er ifølge hende for tidligt at gå efter det store gennembrud.

/ritzau/dpa

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen