Nordiske lande hårdt ramt af flodbølgen
De nordiske lande forbereder sig på nationale tragedier, efterhånden som dødstallene fra Phuket i Thailand løber ind.
3.500 udlændinge i Phuket savnes. Af dem er ca. 1.500 fra Sverige, 446 fra Norge og 200 fra Finland. Danmark havde onsdag aften officielt 24 savnede og et par hundrede efterlyste.
Dermed står de nordiske lande over for den største katastrofe i nyere tid og en katastrofe, der i dødstal overgår "Estonias" forlis i Østersøen i 1994, da 852 mennesker døde. Blandt ofrene var 551 fra Sverige.
Enormt omfang
"Det er en katastrofe af et enormt omfang. Det er en af de største katastrofer i vores tid, og den vil påvirke det svenske samfund i lang tid," sagde statsminister Göran Persson til svensk tv onsdag.
"Katastrofen har et sådant omfang, at den er svær at tage til sig og forstå... Billederne fra katastrofeområdet er chokerende, det er et mareridt, som titusindvis af mennesker stadig er midt i," sagde Persson.
Nytårsdag vil den svenske regering flage på halv stang, og de svenske kirker holder døgnåbent for at tage imod sørgende til savnede og døde.
Dødstal frygtes at stige
Indtil nu er 7 danskere, 20 nordmænd, 6 svenskere og 1 person fra Finland meldt omkommet efter søndagens flodbølge, men de svenske myndigheder sagde onsdag, at antallet af døde i Thailand frygtes at være meget højt.
JP/ritzau/