Katten har 11 millioner år på bagen

Moderne katte kan ifølge en ny undersøgelse spores 11 millioner år tilbage til Sydøstasien. Huskatten har en vild fortid.

Forfædrene til de 37 nulevende kattearter vandrede rundt overalt på kloden og har slået sig ned i alle verdensdele undtagen Antarktis, skriver BBC.

Ifølge en stor amerikansk undersøgelse af dna hos både vilde og tamme katte har alle katte rødder i Sydøstasien og kan spores 11 millioner år tilbage, mener forskningslederen Warren Johnson fra National Cancer Institute i Frederick i staten Maryland.

Forskningsholdet er kommet frem til, at der ud af den oprindelige katteart er udviklet otte større dyregrupper - herunder løver, ozelotter og almindelige huskatte.

Huskat med vild fortid

Huskatten er mest i familie med vildkatte i Afrika og Europa og den kinesiske ørkenkat, står der at læse i Science.

"Du kan kigge på din kat, som du bruger så meget tid sammen med. Og så kan du forestille dig, at inden for relativ kort siden i den evolutionære fortid var den meget tæt forbundet med den europæiske vildkat," siger Warren Johnson til BBC.

"Vi har i dag en meget bedre idé om, hvor huskatten passer ind henne i sammenhæng med de 36 vilde kattearter. Men også om hvilke miljømæssige og geografiske forhold, som har haft indflydelse på udviklingen af hver enkelt art," tilføjer Warren Johnson.

Gennem tiden har det været svært at lave et stamtræ for katte, da der kun er fundet få brugbare fossiler fra katte.

I dette tilfælde har det internationale forskningshold taget en anden metode i brug ved at sammenligne og undersøge DNA fra levende katte.

Ifølge undersøgelsen udviklede løven, jaguaren og tigeren sig først. Derefter kom der en gruppe af tre asiatiske kattearter, mens tre afrikanske kattearter fulgte efter. Den afrikanske gruppe banede vejen for ozelotten og senere er der så kommet fire nye grupper bestående af pumaen, lossen, leoparden og huskatten.

niels.bastholm@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen