USA's kongres udfordrer præsident Bush

Konfrontationen mellem Det Hvide Hus og Kongressen nåede fredag et nyt højdepunkt, da Repræsentanternes Hus krævede fuldstændig tilbagetrækning fra Irak inden september næste år.

Washington

Blot minutter efter vedtagelsen med 218 mod 212 stemmer trådte præsidenten frem og forsikrede, at hans trusler om at nedlægge veto bliver ført ud i livet.

»Forslaget bliver aldrig lov,« lød budskabet med en tilføjelse om, at Kongressen ikke kan samle det antal stemmer, der er nødvendige for at omstøde en sådan blokering.

»Kongressen har fralagt sig sit ansvar. Der er blot tale om et stykke politisk teater,« fastslog George W. Bush, der havde indkaldt krigsveteraner og pårørende til faldne som dramatisk baggrund for den håndfaste afvisning.

Kravet om en tilbagetrækning i løbet af de kommende 17 måneder blev sammenkædet med bevillingen på omkring 100 mia. dollars til et års krigsførelse i Irak og Afghanistan.

Det nye demokratiske flertal i Kongressen havde ikke kun tilføjet tidsfristen, men også en række ekstrabevillinger til deres egne mærkesager, som løb op i en snes mia. dollars.

På den baggrund forlangte præsident Bush, at medlemmerne inden 15. april sender ham en ny og ganske ren bevilling, som han straks vil underskrive. Forsinkelser kommer soldaterne og deres familier til at føle.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen