Säpo afhørte og slap terrormistænkt marokkaner
Den terrorsigtede 38-årige marokkaner, der i sidste uge blev anholdt af dansk politi ved en større aktion i Ishøj i Danmark, var kun tre dage tidligere blevet anholdt og afhørt af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, som derefter løslod ham. Det skriver den svenske avis Expressen i sin internetudgave.
Säpo anholdt marokkaneren på en mistanke om, at han havde forbindelse med togbomberne i den spanske hovedstad Madrid 11. marts, hvor 190 mennesker blev dræbt.
Marokkansk politi har begæret den 38-årige marokkaner udleveret, men det har Säpo ifølge den svenske netavis afvist, fordi manden er svensk statsborger.
/ritzau/TT