Irakere fortæller om frygten
Irakerne er begyndt at ryste frygten af sig og åbent fortælle om frygten og undertrykkelsen under Saddam Husseins styre. Samtidig er der skam over, at et land, der er så rigt på olie, er nødt til at modtage nødhjælp.
Umm Qasr
Mehdi Abed sad í fængsel og blev torteret i to år uden dom, Ali Azi fik brev om, at hans far var blevet hængt, og en tredie, der blot kalder sig Ahmed, viser arrene frem fra et voldsomt møde med Saddam Husseins Baath-parti for tre år siden.
Skeletterne vælter ud af skabet nede på havnen i Umm Qasr. Iraks sydspids. Vi er taget herned for at tage bestik af nødhjælpsleverancerne til irakerne, men omringes hurtigt af flere hundrede irakiske mænd, der er kommet for at finde arbejde.
Mange havnearbejdere har fået deres job tilbage og arbejder på skiftehold for at tømme de skibe, der i stadigt hurtigere tempo når ind til Irak. Store vogntog med frisk drikkevand og andre forsyninger kører i en lind strøm gennem porten.
De irakiske arbejdere får to dollars i løn om dagen (knap 14 kr.) af de britiske styrker. Det er dårligere end under det tidligere regime, men bedre end ingenting, og der er mange om budet. De heldige, der får job, kropsvisiteres en for en af britiske soldater, før de får adgang til havnen.
Den største frygt er selvmordsattentater, men stemningen her på havnen er nu yderst venlig. Først afviser de fleste at tale om tiden under Saddam Hussein, men gået på klingen vælter minderne frem. De fleste kan en historie om en tilværelse med frygt som daglig kost. Frygt for sikkerhedspolitiet, frygt for Baath-partiet, men mest af alt for naboen, som kunne finde på at rapportere enhver modstand mod regimet.
»I fængsel i to år«
»Jeg kom i fængsel i to år uden dom, fordi jeg tilfældigt blev stoppet ved en kontrolpost efter et attentat i 1993 på guvernøren i Basra. Jeg blev kastet ind i en lille celle sammen med 60 andre. Der var ikke plads nok til at ligge ned, så vi sad op og sov. Vi blev fodret med rissuppe,« fortæller Mehdi Abed. »Vi blev jævnligt torteret. Oftest blev jeg hængt op i loftet i armene, mens de satte elektriske ledninger på min krop. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det så ud til at være en vane for dem.«
Mængden bryder ud i grin, da jeg spørger Mehdi, om han blev stillet for en dommer. Mange helt åbenlyse spørgsmål lyder her, som kommer de fra en anden verden. Men så en forsvarer i det mindste?
»Kun Allah var min forsvarer. Det fungerede ikke som hos jer. Vi var vant til at være bange hele tiden. I fængslet fik vi aldrig besøg, for vores pårørende turde ikke komme. Når en fange døde i cellen, fik deres familie ikke udleveret liget. Den døde blev meldt savnet«, siger den 34-årige, der først blev sat på fri fod, da de rigtige attentatmænd blev anholdt.
Mehdi Abed håber, at amerikanerne og briterne vil blive lige så længe, som det kræver at få valgt en demokratisk regering og genetablere sikkerheden. Og han håber snart at få arbejde på havnen. For hjemme venter en kone og syv børn.
»Vi var vant til at være bange. Vi holdt vores kæft og råbte på Saddam, når vi blev bedt om det. Enhver kritik førte til, at man røg direkte i spjældet.«
Mehdis åbenhed inspirerer de andre mænd. Ahmed hiver op i den beskidte t-shirt og viser nogle ar frem. Dem fik han, siger han, da han for tre år siden blev jagtet og tæsket af medlemmer af Baath-partiet.
31-årige Ali Azi holder en fotokopi af et dokument frem og fortæller, at hans far forsvandt i 1983, angiveligt fordi han blev betragtet som en yderligtgående muslim. Familien ledte længe efter ham, men fik først i 1988 vished om, at han var død. Ifølge dokumentet blev han henrettet ved hængning.
»Min far var offer for regimet. På en måde kan man sige, at min familie er heldig, for vi har nu vished om, hvad der skete med ham. Mange andre leder stadig.«
11-årig for lille
Midt i flokken stikker den 11-årige Thamer hovedet frem. Han er kommet for at søge arbejde. Skolen har været lukket siden krigens begyndelse, og hans mor har fortalt ham, at han som den ældste søn må skaffe nogle penge.
»Min far arbejder ikke, han blev skadet i hovedet under krigen mod Iran. Min onkel hjælper os med at skaffe mad, men jeg har fem søstre og tre brødre,« siger han, men må kort efter skuffet vende hjem fra havnen uden arbejde. Han er for lille, og overarmene for tynde.
Flere af mændene mener, at hele krigssituationen er ydmygende for Irak. At slippe af med Saddam Hussein var en befrielse, men det gør ondt langt ind i den arabiske sjæl, at et af verdens potentielt rigeste olielande skal modtage nødhjælp fra udlandet.
»Jeg har arbejdet som kaptajn på en irakisk olietanker og kender verden. Irak skal hurtigst muligt have en ny regering og genopbygges. De fremmede soldater skal rejse hjem hurtigst muligt. Senere kan de komme tilbage som turister,« siger Mohammed Diab Abdul Al Hassan.
For mange irakere er krigen også en mulighed for at blive genforenet med familien eller i det mindste for at få kontakt. Det skaber gribende scener. Som da den 37-årige læge Aiad Abdul Hameed får lov til at låne telefonen for at ringe til sin søster i De Forenede Emirater. Han har ikke talt med hende i over fem år, siger han.
Da søsteren forstår, hvem der ringer, kan jubelen høres langt ud i den irakiske ørken. Aiad læner sig hen over den taxi, han er kørende i, og bryder sammen i gråd.
Han er mere end blot i live.