USA kan få brug for flere soldater i Irak
Den amerikanske regering kan blive nødt til at øge antallet af soldater i Irak og udskyde datoen for overdragelse af suveræniteten til irakerne. Det mener en af de ledende politikere inden for præsident George W. Bush' republikanske parti, senator Richard Luger, der også er formand for Senatets udenrigskomité.
Luger sagde søndag til tv-stationen ABC, at han er bange for, at den kommende irakiske regering ikke vil være i stand til at håndtere volden i landet, når besættelseskoalitionen efter planen overdrager suveræniteten til en midlertidig irakisk regering den 30. juni.
- Det kan være, at vi får brug for flere soldater, for jeg mener, at der bør være sikkerhed i Irak, sagde Luger på en dag, hvor blodige kampe mellem besættelsessoldater og en radikal shiamuslimsk milits kostede mindst 25 mennesker livet i flere byer i Irak.
/ritzau/Reuters