SARS-frygt lammer Kina

Frygten for smitte med SARS og mistilliden til den offentlige information om den dødbringende lungesygdom skræmmer millioner af kinesere til at holde sig inden døre, selv om foråret for længst er kommet til Kina.

Beijing

I Beijing er restauranterne mennesketomme, og de koncerter, der ikke er aflyst på grund af SARS, foregår for mere end halvtomme koncertsale. Folk holder sig væk fra større forsamlinger for ikke at risikere smitte med SARS.

Efter kritik af løgn og fortielser om SARS-epidemien bl.a. fra FN's Verdenssundhedsorganisation, WHO, har regeringen bebudet, at man søndag kommer med en ny og mere ærlig opgørelse over antallet af SARS-patienter, som er meget højere, end det hidtil oplyste.

Sygdommen er i sig selv alvorlig. Men det er også en regulær trussel mod Kinas stabilitet, at borgerne viser åbenlys mistillid til de informationer om SARS, der kommer fra regeringen.

I Beijing er der således ingen, der tror på, at der i byen kun er 37 smittede og fire, der er døde af SARS, som myndighederne oplyser. Alle ved, at tallene er mange gange større.

Tallene står i skærende kontrast til, at der overalt i byen er opsat plakater om, at beijingeserne skal undgå store forsamlinger og huske at vaske hænder for at mindske risikoen for smitte med SARS, at taxaer og busser bliver desinficeret hver dag, samtidig med, at chaufførerne har fået ordre på at køre med åbne vinduer, at offentligt ansatte nu får udleveret medicin mod SARS hver morgen, at Beijings bystyre har indsat en særlig styrke på 2500 mennesker for at bekæmpe SARS, og at studerende på byens universiteter har fået forbud mod at rejse hjem i den uges ferie, de har fra 1. maj.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen