Tysk kannibal får livsvarigt fængsel

Lige til det sidste fastholdt Armin Meiwes, at han i marts 2001 kun dræbte og fortærede en anden mand på dennes udtrykkelige opfordring.

Men lige meget hjalp det.

Den såkaldte kannibal fra Rotenburg blev tirsdag ved landsretten i Frankfurt idømt livsvarigt fængsel for mord i en af de mest opsigtvækkende sager i nyere tysk retshistorie.

Sagen Armin Meiwes er i den internationale kriminalhistorie hidtil enestående.

Jeffrey Dahmer, Fritz Haarmann, Joachim Kroll og Nikolsi Tjurmangaliev var psykopatiske forbrydere, der dræbte og fortærede deres ofre. Det er sjældent, men for så vidt ikke usædvanligt.

Folangte at blive spist

Det utrolige i tilfældet Meiwes er, at offeret skulle have forlangt at blive slået ihjel og fortæret, og at ugerningen skete med hans indforståelse.

Armin Meiwes har gennem hele retssagen optrådt fattet og rolig. Velklædt med jakke og slips, høj, slank, skarpskåren, med dybt liggende øjne. Han udvekslede bemærkninger ord med sin forsvarer Harald Ermel, smiledede og smålo.

Meiwes ville gerne udtale sig og udtrykte sig godt, klart og flydende, vel som om det var en befrielse for ham at kunne fortælle om sig selv. Han har livet igennem været plaget af fantasier, ofte været besat af dem, men mest undertrykt dem. Indtil den dag, da lyst vandt overhånd.

Meiwes begyndte forfra med at fortælle om barndommen og skoletiden. Faderen forlod familien, da efternøleren Armin var otte år. Kort tid efter flyttede hans to meget ældre brødre hjemmefra. Armin var så alene med sin meget dominerende moder, først i Essen, siden i Rotenburg an der Fulda i Hessen.

Han havde, fortalte han, følt sig »totalt forladt« og ønskede sig i den grad en lillebror, at han i fantasien havde tilegnet sig en, som han kaldte Franky. I puberteten udviklede fantasierne sig til, at den fiktive lillebror skulle være en del af ham selv, og videre til slagtescener, som skulle virkeliggøre dette ønske.

Meiwes sagde, at de kannibalistiske fantasier ikke var seksuelt motiveret. Det drejede sig om ikke mere at være alene.

Ligesindede på internet

Da moderen og desuden også hans kat døde, sank den unge Armin dybere og dybere ned i sin ønskedrøm om ganske konkret at opsluge en smuk ung mands krop.
Da bød der sig en skøn, ny verden over internettet. Mindst en snes chatrooms viste der sig, hvor Armin Meiwes kunne udveksle tanker med ligesindede.

»Der findes hundreder, ja, tusinder, som gerne ville fortæres, jeg var selv ganske forbavset,« fortalte Armin Meiwes dommeren og alle tilhørerne. Med omkring 400 personer udvekslede han personligt breve.

Så meldte Bernd Jürgen Brandes sig. Han mente det alvorligt. De aftalte at mødes: »Kl. 10.15 på banegården Kassel-Wilhelmshöhe.«

Armin Meiwes fortalte detaljeret om dagens forløb. Dommeren ville vide: »Hvilket indtryk havde De af hr. B.?«

»At han mente det alvorligt, meget alvorligt.«

»Hvad med hans psykiske tilstand?«

»Han forekom mig at være meget intelligent og fuldkommen normal - bortset fra dette ønske om at ville lade sig slagte.«

Dræbt efter grusom lemlæstelse

En hel dag forløb med samvær og diskussioner frem og tilbage. På et eller andet tidspunkt i dyb nat, efter indtagelse af alkohol, sovetabletter og hostesaft samt en grufuld lemlæstelse, stak Meiwes sin »ven«, som han sagde, ihjel.

Aftalt var, fortalte Meiwes, at i det øjeblik Brandes måtte besvime, skulle Meiwes stikke ham ihjel. »Jeg har endnu engang kysset ham, har bedt og har bedt om tilgivelse, og så har jeg stukket ham ihjel.«

Til dommerens spørgsmål om, hvad han derefter havde følt, svarede Meiwes, at det ikke var til at beskrive: »Had, vrede og samtidig lykke.« Fordi nu var dét indtrådt, som han altid havde ønsket sig: »At have et menneske, som med sin krop bliver en del af mig.«

Armin Meiwes, der anser sig selv for at være troende, tilføjede: »Man kan næsten sammenligne det med nadveren.«

JP