Katte er overfølsomme overfor mennesker
At kattehår kildrer i næsen hos mange mennesker, er velkendt. Men at katte døjer med allergiske reaktioner mod mennesker, er nok nyt for de fleste.
Forskere ved universitet i Edinburgh slår nu fast, at to ud af hundrede katte er allergiske overfor mennesker.
Det er de menneskelige hår og hudceller, som de allergiske katte ikke kan tåle. Reaktionerne er de samme som hos mennesker: Kløe, nys og luftvejsproblemer såsom astma.
Også andre husdyr som hunde, heste og fugle kan udvikle allergi overfor mennesker, mener forskerne, der gennem flere år har observeret 50 katte i et laboratorium.
Dårligt indeklima med støv og tobaksrøg forværrer problemerne for de firbenede.
/ritzau/