Privat hjælp - den lille forskel
Den tidligere buschauffør Lakshman da Silva kører rundt med privat finansieret mad og medicin til familier, hvor nødhjælpen endnu ikke er nået frem. Jyllands-Posten var med på en morgentur.
Matara Før flodbølgen for en uge siden skyllede ind over Matara og ændrede livet for titusinder af byens indbyggere, arbejdede 48-årige Lakshman da Silva som buschauffør. Hver dag tilbagelagde han den 200 km lange tur fra Matara i syd til hovedstaden Colombo i vest.
Han havde ofte slægtninge eller bekendte med som rejsende, og der var afgang præcis klokken 13.30 fra posthuset. Så var Silva hjemme hos sin kone og sine to små børn klokken 23.30.
Men siden i mandags kører han ikke længere mennesker til Colombo.
Han har skiftet bussen ud med sit eget lille trehjulede køretøj, den såkaldte tuk-tuk.
»Der er mange indbyggere, der bor så langt væk fra vejen, at de ikke har fået nødhjælp endnu,« fortæller da Silva.
»Dem er vi nødt til at besøge, indtil den internationale hjælp når ordentligt frem.«
Pulvermælk og medicin
Mens solen forsigtigt står op over det sydlige Sri Lanka, begiver da Silva sig på vej. Landevejen er mudret efter nattens regnskyl, og han må ofte køre ud i grøften for at komme frem. Men den lille tuk-tuk er adræt og vender altid tilbage til vejen.
På bagsædet sidder hans fem-årige datter, Sentiri. »Hun er med at for at hjælpe med at dele maden ud. Men også for at se, hvordan folk har det,« siger da Silva.
Sentiri holder fast på en kasse, der er næsten lige så stor som hende selv. I dag er indholdet pulvermælk og medicin til børn, i går var det ris, karry og vand til familier.
»Jeg får penge til at købe hjælpen fra folk, der har lyst til at give noget. Mange turister har givet mig penge,« forklarer da Silva og manøvrerer behændigt uden om en væltet træstamme.
Dagens last er finansieret af en schweizisk kvinde, gårsdagens af en australsk forretningsmand.
Skal se børnene
Første stop på vejen er en gammel skole, der ikke er berørt af bølgerne. Her holder en del hjemløse familier med børn til, har da Silva hørt fra sin bror.
»Hey. Vi kommer med mælkepulver. Er her nogen børn,« råber han, da han er kørt ind på gårdspladsen.
En ung kvinder træder frem i døren og nikker. Hun går hen i mod tuk-tuk'en. Sentiri skal lige til at give hende en pakke. »Vent,« siger da Silva og lægger en hånd på datterens arm. »Kan du ikke få børnene til at komme herud,« spørger han kvinden.
Hun nikker og råber et par navne. Sekundet efter står Swantha og Sjanike på seks og syv år på gårdspladsen.
»Godt,« siger da Silva. »Jeg ville bare være sikker. I går oplevede jeg, at folk forsøgte at snyde sig til mere nødhjælp. Jeg forstår dem godt, de er i en desperat situation, men jeg er nødt til at være sikker på, at hjælpen når helt frem til dem, der har brug for den.«
Kvinden takker med et buk og forsvinder med et smil ind i huset.
Og sådan fortsætter turen. Vi besøger templer, fabrikker og private hjem, der alle huser hjemløse.
Hvert eneste sted steder beder da Silva børnene om at komme frem. Alle dem, der siger, de har børn, viser sig også at have det.
Da Silvas arbejde er ikke enestående. Overalt i de små byer på sydkysten summer vejene af private køretøjer, der forsøger at nå frem til de steder, der endnu ikke har fået hjælp. Lastbiler. Tuk-tuk'er. Knallerter.
Den private hjælp ser ud til at nå frem.
»Sri Lanka vil rejse sig som en fugl Phønix,« skriver en lokal avis på forsiden lørdag.
Da Silva og Sentiri hjælper det hele en lille smule på vej.