Fogh Rasmussen: Behov for særlig indsats i Afrika

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nævnte ikke kritikken af VK-regeringens massive nedskæringer på udviklingsbistanden med ét ord, da han onsdag gik på talerstolen i Rådet for Internationalt Udviklingsarbejde i Udenrigsministeriet for at give sit bud på, hvordan globaliseringen kan bidrage til at bekæmpe fattigdom.

Det var ellers første gang, at statsministeren mødtes med rådets medlemmer, der repræsenterer enkeltpersoner og organisationer, der beskæftiger sig med udviklingsbistand. Heraf flere organisationer, hvis arbejde til fordel for udviklingslandene er blevet ramt endog meget hårdt af VK-regeringens sparekniv.

I stedet benyttede statsministeren lejligheden til over for den tætpakkede sal at understrege VK-regeringens fremover styrkede indsats i Afrika.

Afrika var i det hele taget krumtappen i statsministerens tale om globalisering.

- Globalisering beskrives ofte som noget farligt. Men jeg ser globaliseringen som en spændende udfordring, der giver chancer for vækst og arbejdspladser. Også i udviklingslandene. Vejen frem fra et afrikansk udgangspunkt er ikke enkel, men kræver en særlig indsats, sagde Fogh Rasmussen, der understregede, at det "er det næste årtis største udfordring at få Afrika med i globaliseringen".

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen