Menneskejagt uden varme spor

Washington

Det bombastiske budskab var ikke til at misforstå, da det blev afleveret for præcis ét år siden.

»Vi er sikre på, at vi fanger Osama bin Laden og Mullah Omar i løbet af i år.«

Det var ikke nogen overmodig politiker eller urealistisk spion, der udtrykte en så forbløffende optimisme. Forudsigelsen kom fra oberstløjtnant Brian Hilferty, talsmand for de amerikanske styrker i Afghanistan.

12 måneder senere kan det konstateres, at prognosen var lige så urealistisk, som den var optimistisk. I virkeligheden er udviklingen, når den gælder Al Qaidas leder, Osama bin Laden, gået i den stik modsatte retning.

Både amerikanske og pakistanske efterretningskilder indrømmer her omkring årsskiftet, at alle spor af verdens mest eftersøgte mand er løbet ud i sandet.

Når det gælder bin Ladens gode ven, Mullah Omar, der indtil november 2001 stod i spidsen for Taleban-regimet i Afghanistan, er situationen om muligt endnu mere dyster. Intet tyder på, at der har været et blot halvvarmt spor af den lange enøjede Mullah, efter at han sivede ud af Kandahar.

Oberstløjtnant Hilfertys optimisme for et år siden kan dog ikke afskrives som fri fantasi. Den byggede på et par gennembrud og forventninger om at pakistanske løfter om samarbejde ville blive til virkelighed.

I marts 2003 var det lykkedes for den pakistanske efterretningstjeneste støttet af amerikanske CIA-agenter at rette det hidtil alvorligste slag mod Al Qaida.

Khalid Sheikh Mohammed blev anholdt i Rawalpindi kun nogle få kilometer fra den pakistanske hærs hovedkvarter. Regeringen i Islamabad erklærede med hørlig begejstring, at man havde fanget en af Al Qaidas topfolk.

Fanget mens han sov

Mohammed blev sporet, da han kommunikerede med nogle af sine underordnede via en satellittelefon. Den amerikanske efterretningstjeneste lyttede med og så også til, da pakistanske soldater overrumplede den sovende mand.

Det var et kup. Khalid Sheikh Mohammed havde været jagtet i årevis og blev betragtet som nummer tre i terrororganisationens struktur og en af dens allerfarligste medlemmer. Via ham var der pludselig mulighed for at nå endnu højere.

Kort tid senere kom der beretninger om, at pakistanske soldater havde opsnappet en konvoj med både Osama bin Laden og to af hans sønner. Øjenvidner fortalte om ildkampe i den tyndt befolkede og svært tilgængelige Baluchistan provins, og enkelte medier berettede endog, at de to sønner skulle være blevet dræbt.

En pakistansk journalist videregav det glade budskab om, at Al Qaida-chefen selv var taget til fange. Den nyhed holdt kun nogle få timer. Efterretningskilder forklarer nu, at hverken bin Laden eller hans sønner var i konvojen.

Optimismen i januar byggede således ikke på noget egentligt gennembrud, men snarere på indholdet af den computer og de telefonlister, som blev opsnappet ved tilfangetagelsen af Sheikh Mohammed. Pakistans indenrigsminister Faisal Hayat talte om et arsenal af informationer.

Lige så afgørende for den forhastede amerikanske optimisme var to attentater mod den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, i december 2003, som han undslap med nød og næppe.

Terroristlejre fundet

Skønt den amerikanske regering lige siden september 2001 havde presset hårdt på for at få den pakistanske regering til at optrappe jagten på Al Qaida-lederne, var det først efter de to attentater, at Pakistan anlagde en mere aggressiv kurs og satte handling bag de mange pæne ord.

Attentatmændene blev sporet tilbage til området langs grænsen til Afghanistan, som domineres af en række stammer, der ikke adlyder ordrer fra regeringen, men i stedet lever efter deres egne regler og ernærer sig som smuglere og landmænd.

Pakistan havde længe hævdet, at der ikke var udenlandske terrorister i den sydlige Waziristan provins, men den påstand blev hurtigt gjort til skamme. Efter indsættelsen af mere end 25.000 soldater blev flere af terroristernes træningslejre hurtigt fundet.

For et par måneder siden meddelte det pakistanske militær, at man havde dræbt omkring 250 terrorister og taget næsten 600 til fange. Selv dette udbytte betød dog ikke, at man kom det endelige mål for jagten så meget som ét skridt nærmere.

Det er fortsat den dominerende opfattelse blandt efterretningsfolk og diplomater, at bin Laden har søgt tilflugt i stammeområder langs den næsten 2.500 kilometer lange grænse til Afghanistan.

Der er set tegn på, at Al Qaida-lederen beskyttes af et større system i tre lag. Der er en ydre ring med en radius på 200 kilometer, hvor loyale tilhængere straks vil rapportere ethvert tegn på militære aktioner med eller uden amerikansk deltagelse.

Inden for den ydre ring bevogtes en ring med 20 kilometers radius af erfarne lokale ledere. I centrum sidder bin Laden selv velbeskyttet af få nære medarbejdere og livvagter, der er parate til at dø for manden, som de forguder.

Håndskrevne sedler

Bin Laden har for længst opgivet at bruge elektroniske kommunikationsmidler. Han holder i stedet kontakt med sit netværk gennem håndskrevne sedler. En af disse sedler blev fundet, da en af terroristlederens livvagter blev anholdt i Karachi.

Denne seddel og anholdelsen af Khalid Mohammed er indtil nu det tætteste, forfølgerne er kommet på Osama bin Laden. Der var dog aldrig tale om varme spor, og de er siden da blevet isnende kolde.

Det betragtes som givet, at bin Laden var i Al Qaidas Tora Bora-hovedkvarter i december 2001, da afghanske krigsfyrster med beskeden amerikansk opbakning erobrede dette netværk af huler og tunneller.

Inden han undslap, udsendte Al Qaida-lederen et radiobudskab til sine mænd, der blev opfordret til at kæmpe til det sidste, og han deltog også i en videooptagelse.

Meget tyder på, at manden med den karakteristiske slanke figur blev såret i den ene skulder. På en senere videooptagelse sad han, som var han lammet i venstre side. Ifølge kendere højst usædvanligt for en mand, der normalt gestikulerer med begge hænder.

Siden da har bin Laden eller hans nærmeste medarbejder, den egytiske læge Ayman al Zawahiri, i gennemsnit en gang i kvartalet kommunikeret med omverdenen via lyd- eller videobånd. Den seneste videooptagelse kom blot få dage inden det amerikanske præsidentvalg 2. november og viste en mand, der virkede både sund og afslappet.

Opfordring til boykot

I denne uge var det via et lydbånd, at Al Qaida-chefen opfordrede sine muslimske trosfæller til at boykotte det kommende valg i Irak. Han udnævnte samtidig irakisk fødte Abu al-Zarqawi til sin "emir" og repræsentant og bekræftede dermed Zarqawis ledende rolle i oprøret mod de amerikanske styrker.

Det er den almindelige antagelse, at bin Laden og al Zawahiri var sammen under flugten fra Tora Bora, men flere amerikanske analytikere hævder, at de i dag af sikkerhedsgrunde holder afstand til hinanden, men kan kommunikere frit.

Peter Bergen fra CNN, der som den første vestlige journalist fik et interview med Osama bin Laden, deler ikke den vurdering. Bergen peger på, at al Zawahiri som læge og intellektuel mentor har en særlig betydning for Al Qaida-lederen, der har haft problemer med sit helbred.

Rygter om en alvorlig nyrelidelse savner dog grundlag, hvilket understreges af den seneste videooptagelse. Her så verden en sund og rask bin Laden advare amerikanerne om, at flere dødbringende angreb er på vej.

Peter Bergen betragter det også som sandsynligt, at terrorgruppens to topfolk lever i det utilgængelige bjergområde nær Afghanistan, men det er for ham ikke den eneste mulighed. Den pakistanske del af Kashmir vil også sikre terrorchefen god beskyttelse.

Der er også en ganske anden mulighed, hvilket understreges af den begrænsede succes, som de pakistanske og amerikanske styrker har haft i deres jagt på Al Qaida. Der er ikke fanget en eneste leder i bjergområderne. De er alle blevet fanget i storbyernes virvar af fattigdom og fanatiske religiøse skoler.

Khalid Sheikh Mohammed var den største, men ikke den eneste fangst. Inden da var folk som Ramzi bin al-Shibh, Abu Zubaydah og flere andre taget til fange i bl. a. Karachi, Peshawar, Faisalabad og Rawalpindi.

Den seneste videooptagelse med bin Laden kan understøtte denne vurdering. Den var foretaget med avanceret udstyr og professionel belysning. Ting som kan være vanskelige eller umulige at bringe frem til en isoleret bjergdal, påpeger Peter Bergen.

Kritik af indsatsen

De manglende spor af Al Qaida-chefen er af flere kritikere blevet udlagt som tegn på, at den pakistanske regering ikke gør nogen helhjertet indsats i menneskejagten. Der har endog været teorier om, at USA for at støtte præsident Musharraf indgik en hemmelig aftale om, at bin Laden skulle skånes i de første år, så hans tilfangetagelse ikke udløste en reaktion mod regeringen.

Teorierne afvises i Washington som meningsløs lommefilosofi, men enkelte efterretningskilder indrømmer, at den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, kan have nogen sympati for Taleban, som den var med til at organisere.

Anholdelserne af flere Al Qaida-ledere tyder dog på, at både efterretningstjenesten og militæret gør en rimelig energisk og kompetent indsats under vanskelige vilkår.

Fra pakistansk side kan der med rette henvises til, at det ikke kun er Osama bin Laden, der trods en intensiv jagt fortsat er på fri fod. I Serbien er det efter næsten 10 år endnu ikke lykkedes at anholde hverken den tidligere serbiske leder, Radovan Karadzic, eller hans militære chef, Radko Mladic, og de kan indkredses til et langt mindre område.

Omvendt lykkedes det at fange Saddam Hussein i Irak, men her er der næsten 150.000 soldater. I meget større Afghanistan er den amerikanske styrke kun på 20.000, og i Pakistan er der blot nogle få hundrede militære rådgivere og CIA-agenter, som kun kan agere sammen med lokale styrker.

Det største problem er dog manglen på pålidelige informationer fra agenter og spioner. Lister over navne og telefonnumre, som enkelte af de tilfangetagne har haft på sig, har været nyttige, men de har begrænset virkning, når de ikke kan suppleres med, hvad der i spionslang kaldes »humit« for human intelligence.

Under en større konference i Washington i sidste måned fastslog oberst Patrick Lang, der i en årrække var leder af den militære efterretningstjenestes Mellemøsten-afdeling, at manglen på »humit« er katastrofal.

Intet tyder på, at det er lykkedes for vestlige agenter enten direkte eller via mellemmænd at trænge ind i Al Qaidas netværk. De 50 mio. dollars, der er udsat som belønning for oplysninger, der fører til bin Ladens anholdelse eller død, er blevet ignoreret.

Det er udelukket, at nære medarbejdere vil forråde manden, de betragter som en helt, og i øvrigt var der en dusør på bin Laden flere år inden 11. september 2001.

Amerikansk kursændring

De manglende resultater har haft politiske konsekvenser. I de første hektiske dage efter angrebene på New York og Washington hævdede præsident George W. Bush, at bin Laden ville blive fanget »død eller levende«, men kursen blev hurtigt lagt om. Allerede i 2002 forklarede hærchefen Richard Myers, at jagten på Al Qaida-lederen ikke havde høj prioritet.

I 2004 hævdede præsidenten, at han egentlig ikke interesserede sig for bin Laden. Krigen mod terror drejede sig ikke kun om en enkelt mand, lød forklaringen på præsidentens dramatiske kursskifte.

Med denne holdning undgår USA også at lægge et alt for åbenlyst pres på præsident Musharraf. En holdning som blev understreget i begyndelsen af december under præsidentens besøg i Washington.

Få dage forinden var aktionen i det sydlige Waziristan blevet betegnet som en så klar succes, at flere tusinde soldater kunne trækkes ud for at blive indsat i andre områder. Amerikanske eksperter modtog denne påstand med dyb skepsis, men præsident Bush reagerede ved at rose sin gæst for hans og hans soldaters modige indsats.

Den afghanske præsident Hamid Karzai erklærede samtidig, at bin Laden helt sikkert var i området.

»Det er meget vanskeligt at sige, hvor han skjuler sig. Han kan ikke være forsvundet fra denne region. Han er bestemt i dette område,« forklarede den nyvalgte præsident i flere tv-interviews.

Parat til at dø

I Kabul forklarede den militære talsmand, Mark McCann, at han ikke kunne diskutere CIA's operationer, men han havde samme vurdering som præsident Karzai.

»Lige meget hvor han er, om han er i Afghanistan eller i Pakistan eller et tredje sted, så deler vi præsident Karzais fornemmelse af, at en dag vil retfærdigheden ske fyldest.«

Det ubesvarede spørgsmål efter en sådan udvikling er, hvilke konsekvenser Osama bin Ladens tilfangetagelse eller død vil få.

Al Qaida-lederen bliver ikke træt af at erklære, at han er parat til at dø i sin hellige krig mod det ugudelige USA. I modsætning til Saddam Hussein lader han sig næppe tage til fange.

Ifølge Peter Bergen vil Osama bin Ladens død på kort sigt blive et alvorligt slag mod Al Qaida. På længere sigt kan terrorchefens position som martyr derimod overbevise flere fanatikere om, at de bør kæmpe i den krig, som deres helt erklærede og døde for.

klaus.justsen@jp.dk