Og de fortsætter med at køre ligene ind

Phuket, Thailand

Hvide ris ligger spredt på asfalten ved porten ind til Prajasantisok Templet i Krabi godt tre timers kørsel fra Phuket.

Mørket sænker sig over byen lørdag aften, men i lyset under presseningerne og teltene foran templet arbejdes der fortsat. Den kolde luft fra en kølecontainer spreder sig som et kunstigt røgslør ud over pladsen, da døren åbnes. Unge thailandske redningsfolk forsøger grinende at trampe luften i stykker. En af dem taber sin ene gummistøvle i forsøget.

De unge mænd er på en nærmest umenneskelig opgave. Containerens indhold har efterladt mange knuste menneskeskæbner, og de thailandske myndigheder har officielt meldt ud, at tiden nu er så fremskreden, at folk må indstille sig på, at de tusindvis af turister og thailændere, der stadig savnes efter flodbølgen, må forventes at være omkommet. Det seneste officielle tabstal er nu 4800 i Thailand - halvdelen er udlændinge.

De unge mænds opgave er at tømme stålhylderne i containeren for de aflange og tilsnørrede plastiksække. Langt fra alle sækkene er forsynet med en lynlås.

Stanken

Længere inde på området når en genkendelig lugt næseborene. Den samme lugt, som sad i næsen og munden i timevis efter besøget i Khao Lak forleden. Her er den blot værre.

De fleste går rundt med masker. Ikke en af de tynde, der blev delt ud i Khao Lak, med snore til at binde i nakken, som jeg selv har fundet frem fra tasken. Maskerne her er forsynet med store ventilationsfiltre, og de folk, der går rundt under teltene bærer papirstynde heldragter, der også går ned under bunden af de langskaftede gummistøvler. De gummihandsker, som de har på, går op til albuerne.

En rødblomstret voksdug er bredt ud på jorden sammen med stribevis af andre plastikstykker. På afstand ser de kroppe, som ligger på dem, lysere ud end i Khao Lak. Tættere på ser øjnene de samme ting og billeder, som rører ved noget langt inde i de fleste mennesker. Kittelklædte thailændere går rundt og drysser et pulverlignende stof ud over kroppen, og døden har sin egen udefinerlige farve.

Identifikationen

»Du er nødt til at tale langsommere. Jeg forstår ikke så godt engelsk, så det er også lidt svært at kommunikere med thailænderne. Der er mange sprogproblemer. De taler heller ikke alle sammen godt engelsk,« smiler Rammy Malka.

Det er svært at forstå, hvad han siger gennem sin maske, og vi sidder ellers ansigt til ansigt på to stole ved et bord fyldt med ringbind, fotos og fingeraftryk.

Han tager masken af og fortæller, at han er chef for det ene af i alt to israelske hold på tilsammen 16 retsmedicinere, kriminalfolk og tandlæger, der er fløjet til Thailand for at identificere de omkomne.

Det ene hold er taget til Phuket. Det andet hold arbejder i døgndrift i Krabi.

»Jeg kan ikke huske, hvornår vi kom. Vi er i gang hele tiden, og jeg har ikke sovet ret meget,« siger Ramy Malka.

Han er normalt politiofficer og chef for identifikationsafdelingen i det sydlige Israel.

»Vi har stor erfaring med ofre for terrorangreb og bombesprængninger, så vi er vant til det her. Desværre,« siger han.

»Men vi er ikke vant til, at der er så mange døde. Det er virkelig en katastrofe, som er sket her, og der bliver stadig fundet flere og flere,« siger Ramy Malka og kigger alvorligt på mig gennem sine briller.

»Indtil nu har vi med 100 pct. sikkerhed identificeret fire personer. Men jo længere tid, der går, jo sværere bliver det. Vi kom hertil for at identificere israelske turister, men vi hjælper alle uanset nationalitet,« siger han.

Hvordan det er muligt at se, hvilke af de over 50 kroppe, som ligger under teltdugen, der er fra Israel, og hvilke, der er fra andre lande, ønsker han ikke at forklare.

»Det bliver for teknisk,« siger han.

Ramy Malka skal videre med sit arbejde og rækker hånden frem for at sige farvel.

»Den er ren,« siger han.

Ved siden af ligene, hvis læber og øjne er væk, står fem-seks kølecontainere, som endnu ikke er blevet lukket op. Det samme gælder de mange, mange aflange poser, som ligger rundt på området. Hovedparten er transporteret til Krabi fra øen Phi Phi, hvor der kun står to hoteller tilbage, og der kommer fortsat flere til.

En thailandsk mand sidder og klapper på en af poserne med tårerne i øjnene, før han pludselig rejser sig, trækker sine gummihandsker på og går væk.

Mange savner en

»Ooh! One missing, (en savnes)« råbte en gæst efter en tjener på mit hotel nytårsaften, der bortset fra det selskab, som manden deltog i, var en yderst stille affære.

Det var ikke en person, som han savnede, men hans champagneglas, som ikke var blevet fyldt op. Her i Krabi er der mange, som savner en. På computere kan de pårørende gennemse billeder af ligene og kigge efter kendetegn, uden selv at gå over i området. Der er både turister og thailændere imellem, og mange lokale følger med bag gitteret ude fra gaden.

På enkelte af kisterne er der også hæftet et billede på.

En uniformeret thailænder genner alle væk fra indkørslen til templet med sin megafon.

Med høj hastighed kører fem pickups ind på pladsen. En efter en gasser de op og bakker på plads, og en efter en dirigeres de frem for at tømme ladet. Med forbløffende høj fart i forhold til, hvor mange mennesker som går rundt på pladsen.

Thailandske kommandoer gjalder højlydt i mørket, og fire minutter efter er alle bilerne kørt ud igen. Få minutter efter kommer fem andre pickups med blinklysene tændt rundt om hjørnet.

På fliserne under mig ligger en masse små tykke og tynde hvide ting, der ligner ris.

Men de bevæger sig.

asger.westh@jp.dk