World Trade Center-terror dræber stadig

Flere af de, der boede nær WTC efter terrorangrebet i 2001 eller arbejdede med oprydningen, er døde af luftvejssygdomme - såkaldt "World Trade Center-hoste."

Den 34 år gamle politimand James Zadroga fra New York arbejdede 470 timer i ruinerne af World Trade Center efter terrorangrebet 11. september 2001. Han indåndede hver dag luft mættet med partikler med et virvar af stoffer fra de to sammenstyrtede tårne. Den 5. januar i år døde han af en lungesygdom og med høje kviksølvværdier i hjernen, skriver Seattle Post-Intelligencer.

Familie og kolleger er ikke i tvivl om, at Zadrogas dødsfald skyldtes arbejdet på det, der senere blev kaldt Ground Zero.

"Og dette er blot begyndelsen," siger juristen David Worby, der repræsenterer flere end 5.000 mennesker der har sagsøgt de organisationer, der organiserede oprydningsarbejdet efter terror-aktionen.

Ifølge Worby er 21 af hans klienter døde af "11. september"-relaterede sygdomme siden midten af 2004. Personer, som alle har arbejdet på Ground Zero.

Et andet eksempel på et påstået WTC-dødsfald er brandmanden Timothy Keller, 41 år, der hostede sand og støv op efter arbejdet med WTC-ruinerne. han udviklede senere bronkitis og døde af en hjertesygdom - uden at have været alvorlig syg tidligere.

Amerikanske læger siger, at det kan tage mange år før langtidseffekterne af at arbejde med Ground Zero er klare og at det er fortidligt at drage endegyldige konklusioner.

Ikke færre end 71.000 mennesker, som blev udsat for støv og partikler fra WTC-ruinerne, er med i en storstilet undersøgelse af langtidsvirkningerne.

poul.tvilum@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen