Iraks nabolande erkendte virkeligheden

Iraks nabolande har ikke andet at byde på end henstillinger, som USA kan vælge at ignorere, og som irakerne ikke kan bruge til ret meget, medens deres land falder fra hinanden i interne opgør og rivaliseren.

Riyadh

Syv timer er lang tid til almindeligheder.

Og timerne i Riyadhs konferencepalads - en næsten obskønt pompøs marmorkonstruktion i Saudi-Arabiens hovedstad - var ingen undtagelse: De sneglede sig ad sted, afbrudt af en laaaaang aftenmadspause, før den saudi-arabiske udenrigsminister, Saud al-Faisal, omsider materialiserede sig en times tid over midnat med en erklæring i ni punkter. Den glimrede ved mængden af henstillinger og mangelen af konkrete bud på, hvad Iraks otte nabolande har tænkt sig at gøre udover at erklære sig.

Glosen "topmøde" kan bruges til hvad som helst, og her blev den brugt til at markere de otte regeringer, der var trommet sammen for at drøfte forslag til, hvordan "Verden efter Saddam" bør se ud: Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran, Egypten, Bahrain, Kuwait, Jordan og Syrien - sidstnævnte både i en helgen- og en offerrolle så vist som, at amerikanerne de sidste uger har sat Syrien under voldsomt pres med anklager for at have kemiske våben, fulgt op torsdag af trusler fra USA's kongres om økonomiske og politiske sanktioner. Regeringerne markerede først og fremmest sig selv i forhold til deres egne befolkninger - de viste, at de tør løfte deres røst mod amerikanerne, og at de bekymrer sig om irakerne. Men den irakiske befolkning (eller rettere befolkninger) kan ikke bruge topmøde-erklæringen til ret meget.

Ro og orden





  • Den understreger, at besættelsesstyrkerne har pligt til at skabe ro og orden, respekt for menneskerettigheder og privat ejendom, og derefter trække sig ud - alt sammen med henvisning til 4. Genévekonvention.




Virkeligheden i Irak er indtil videre den stik modsatte: Tyverier og plyndringer fortsætter, Saddam Husseins politistyrker er tilbage på gaderne, denne gang som hjælpetropper for britiske og amerikanske styrker, det administrative kaos illustreres af, at der i de store byer er to konkurrerende ledelser, sunni-muslimske og shia-muslimske.





  • Erklæringen siger videre, at Irak skal forblive en udelelig enhed. Meget tyder på, at Irak - som forudsagt af skeptikerne - er i færd med at falde fra hinanden i tre eller fire dele.

Irakernes olie?

  • Tredie punkt, nemlig at Iraks olie er irakernes, er i tråd med løfterne fra London og Washington. Men tiden vil vise, hvem der reelt kommer til at kontrollere verdens næststørste oliereserver. De amerikanske styrker koncentrerede de første ugers krigsindsats om at sikre oliekilderne, og da de tog Bagdad, var olieministeriet det eneste ministerium, der blev besat - hvor resten blev plyndret af rasende irakere.
  • En bredt baseret regering bestående af alle grupper er fjerde punkt i nabolandenes støtteerklæring. Realiteten er, at den shia-muslimske oppositionsleder, ayatollah Bakr al-Hakim, der levede 20 år i Iran, boykottede det møde i Nassiriyah, hvor de mange forskellige oppositionsgrupper drøftede fremtidens regeringsdannelse. Shia-muslimerne udgør 60 procent af Iraks befolkning, og er i øvrigt internt splittede i en "irakisk" og en "iransk" fløj.
  • Femte punkt er et krav om, at FN skal spille en hovedrolle. FN har indtil nu ikke spillet nogen rolle udover på nødhjælpssiden.
  • Sjette punkt er tilbud om humanitær bistand og hjælp til rekonstruktion af Irak. Her er amerikanerne allerede på forkant med udbud af kontrakter, som tyske, franske og russiske virksomheder ikke får mulighed for at byde på. Men nabolande som Tyrkiet, Saudi-Arabien og Jordan vil formentlig få en rolle som underleverandører.
  • Syvende og ottende punkt er topmødets afstandtagen fra truslerne mod Syrien, der beskyldes for at have kemiske våben (hvad der utvivlsomt er tilfældet, selv om Syrien benægter det). Desuden en opbakning til Syriens forslag, fremlagt forleden i FN, om at gøre hele Mellemøsten til en zone renset for masseødelæggelsesvåben. Den opbakning er illusorisk i og med, at forslaget altså også omfatter Israel med ca. 200 atomsprænghoveder og en ukendt mængde af kemiske og biologiske våben. Israel har hidtil afvist at underkaste sig international våbenkontrol.
  • Det niende punkt er et løfte om at holde flere møder i det omfang, udviklingen kalder på rådslagninger.




»Vi har her forholdt os til virkeligheden«, sluttede udenrigsminister Saud al-Faisal af.

Intet at stille op

Hvilket på sin vis er korrekt. For virkeligheden er, at Iraks nabolande, så vel som resten af Mellemøsten, intet kan stille op i den aktuelle situation udover at komme med velmente henstillinger. Og fælleserklæringens rækkefølge såvel som ordlyd lover ikke Syrien noget som helst udover uforpligtende moralsk støtte til ære for "den arabiske gade", altså den offentlige mening i den arabiske verden.

Meget tyder på, at Syrien - hvis USA gør alvor af sine trusler - kommer til at stå lige så alene, som Irak. Syrien var det eneste arabiske land, der erklærede sig som modstander af USA-koalitionens angreb.

Skal tage asylsøgere

Det er heller ikke usandsynligt, at syrerne har taget imod flygtninge fra Irak - den arabiske kodeks byder et land at tage mod asylsøgere, og det vil kaste skam over landet ("sværte dets ansigt sort"), hvis det afviser folk i nød - hvadenten det er Saddams kumpaner eller andre. Men det er ikke bevist, som så meget andet under og efter denne krig forbliver dunkelt.

Realiteten er, at Syrien med sit alawit-styre (alawit'erne er en udbrydersekt af shia-retningen) ikke kan regne med praktisk støtte fra de omkringliggende naboer - golfstaterne vil se på det religiøse tilhørsforhold, og her er Syrien en paria. Jordan og Egypten har deres alliancer med USA at tage hensyn til. Tyrkiet er ikke til sinds at komme syrerne til nogen form for undsætning - årtiers animositet taget i betragtning.

Kun Iran er Syrien lidt mere end neutralt stemt - og de sidste meldinger fra Teheran signalerer udsoning med USA. Dette politiske billede er, for nu at bruge den saudiske udenrigsministers vending, at »forholde sig til virkeligheden«.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen