Væk fra Ramallah

Ramallah

To ambulancer står i vejkanten, forladte. Denne morgen blev en konvoj af ambulancer fra Røde Kors standset af israelerne tæt ved mit hus. Med deres kampvogne i ryggen krævede besættelsesmagtens soldater, at førerne og lægerne forlod bilerne, tog det meste af deres tøj af og kom kravlende over mod kampvognene.

Ikke alle fik lov til at fortsætte. Den lokale Røde Kors chef kører nu med mig og to andre udlændinge på vej gennem byen mod et israelsk checkpoint. Han havde prøvet at gribe ind med hele Røde Kors' autoritet i ryggen og et norsk pas i lommen. Selv han var afmægtig i situationen.

Tyv for et brød

Men det er en detalje ved historien, der fanger min opmærksomhed: En af soldaterne, der var ved at gennemsøge en ambulance, stjal et brød under båren og tog sig tid til at spise det for øjnene af de ventende patienter, ambulanceførere og læger. Det er de små overgreb og ydmygelser, der bliver siddende i kroppen. Og som uddyber den afmagt, der har grebet palæstinenserne. De israelske besættelsestropper farer hårdt frem; alene i nat talte jeg mere end 100 nedslag af granater fra kampvogne og missiler. Men det er historierne om ydmygelser og tyverier - om en Tredje Verdens hær, der er gået amok - som viser situationen sådan som palæstinenserne oplever den.

Chikane den grund

Turen gennem Ramallah i dag viser en gennemtævet by. Forladte huse med sprængte døre, veje kørt til mudder af kampvogne, skilte, elmaster og træer væltede. Kampvogne har pløjet igennem haver og hække, selvom der var rigeligt plads ude på vejen. Biler i vejsiden er blev ramponeret eller tromlet flade. Chikane uden grund.

De seneste ugers samtaler i Ramallah har igen og igen bragt det samme billede frem af chikane på alle planer. Soldater, der stjæler penge og værdigenstande under dække af at gennemsøge huse. Eller som knuser ure, hvis de ikke er stillet om til sommertid - palæstinenserne følger jordansk sommertid. Drenge der bliver slæbt ind i et buskads og tævet, hvis de ikke vil sige, at "Arafat er et æsel".

Soldaterne fortsatte deres gennemsøgninger, selvom udgangsforbuddet blev lempet et par timer tirsdag eftermiddag. Et hus længere nede ad min vej blev endevendt. Alle mænd og drenge over 12 blev taget med.

Samtidig kom folk ud fra deres huse for at købe vand, mad og medicin, forsigtige og med stive ben efter fem dages indespærring. Ikke alle stolede på israelernes løfte om frit lejde i et par timer.

Ydmygelse

En amerikaner, der ligesom jeg ville bruge chancen til at slippe ud af Ramallah, turde alligevel ikke gå ud, fordi de israelske snigskytter stadig var på de nærmeste hustage. Tirsdag aften var Ramallah igen en lukket by. Angrebene fortsætter nu, da de fleste udlændinge er ude og ikke længere kan bevidne overgrebene.

De færreste kan forestille sig effekten af en granat fra en kampvogn, der slår ned, og som får ruderne til at klirre eller knuses i gaderne omkring ens hus. Heller ikke palæstinenserne kan, trods deres større erfaring, forholde sig til det som andet end et overvældende og skrækindjagende angreb.

Alle kan derimod forestille sig, hvordan det føles at blive tvunget til at tage det meste af tøjet af for øjnene af en mand, der sigter på én med et stormgevær. Den slags oplevelser, der får min fornuftige og veluddannede nabo Ghada til at sige:

»Når jeg står over for israelerne her, får de mig til at føle, at jeg ikke er et menneske.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen