20 dræbt ved selvmordsbombe i Israel

Dødstallet, efter at en palæstinenser onsdag aften sprængte sig selv i luften på et hotel i den israelske ferieby Netanya, blev natten til torsdag opgjort til 20. Yderligere 73 var kvæstet, heraf 26 alvorligt, oplyser politiet ifølge en lokal radiostation.

Bombemanden gik onsdag aften ind på restauranten på Park Hotel i Netantyas centrum. Her detonerede han en kraftig bombe, der lagde det meste af restauranten i ruiner. Restauranten var på det tidspunkt fyldt med mennesker, som fejrede den jødiske påske.

Angrebet er det blodigste siden juni sidste år, hvor 21 mennesker blev dræbt udenfor en natklub i Tel Aviv.

USA fordømmer selvmordsbombe

USA fordømte den selvmordsbombe, der onsdag kostede 15 personer livet i den israelske by Netanya, og sagde, at det viste et klart behov for, at palæstinenserleder Yasser Arafat slår hårdt ned mod de bevæbnede palæstinensere.

Den militante islamiske gruppe Hamas tog ansvaret for selvmordsbomben. Den israelske regering gav Arafat skylden og sagde, at han ikke havde gjort nok for at standse de militante grupper.

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Gregg Sullivan sagde: "Vi fordømmer på den stærkest mulige måde denne terrorhandling, som understreger behovet for, at formand Arafat tager alle midler i brug for at få bragt angreb som dette til ophør.

Han tilføjede, at USA's mellemøstudsending bliver i området for at udarbejde en plan for en våbenhvile.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen