Colin Powel kritiserer Israels aktioner

USA's udenrigsminister melder sig i koret af kritikere af premierminister Sharons »aggressive og fortsatte kampagne« mod palæstinensiske mål, der torsdag kostede 10 palæstinensere livet og sårede omkring 40.

JERUSALEM - Hver eneste palæstinensisk kontakt med pressen slutter rutinemæssigt med en opfordring til "det internationale samfund" om at gribe ind nu for at beskytte den palæstinensiske civilbefolkning mod israelske overgreb.

Det princip gælder for Yassir Arafat og hans ministre, og det gælder for den palæstinensiske læge, Mustafa Barghouti, der i går holdt pressemøde i Ramallah med hovedvægt på sammenbruddet i den palæstinensiske sundhedssektor, en af følgerne af de israelske styrkers fortsatte angreb på palæstinensiske mål, der nu har stået på i mere end en uge, og som møder stigende international kritik.

Denne angrebskrig kaldte Israels premierminister, Ariel Sharon, i går for "selvforsvar", da han kommenterede den hidtil hårdeste amerikanske kritik af sin politik.

I går fik krigen endnu en international vinkel, idet israelske granater slog ned i Yassir Arafats hovedkvarter i Ramallah, medens han beværtede EU's særlige udsending, Miguel Moratinos. Ruderne i mødelokalet, hvor de to mænd havde været minutter i forvejen, blev blæst ud. Under nedslagene talte Arafat i telefon med den israelske udenrigsminister, Shimon Peres, og holdt røret ud, da en granat eksploderede.

»Kan du høre det?« spurgte han Peres, der i den anden ende af linjen lovede »at tjekke sagen«. Senere på dagen havde Peres dog ikke kommentarer udover, at Israel »ikke fører krig mod den palæstinensiske befolkning«, en sætning, der blev gentaget af en talsmand for Sharons ministerium med tilføjelsen: »det, vi fører krig mod, er terroren«.

EU-udsending Moratinos virkede lettere perpleks efter det bombede møde med Arafat, hvor han repeterede EU's holdning om, at Israel skal trække sine styrker tilbage, og at parterne hurtigst muligt genoptager forhandlingerne.

Powell vækker opsigt

Det er kendt stof, og israelerne giver generelt ikke meget for EU, som anses for at være "pro-arabisk".

Derimod vakte det opsigt blandt de israelske ledere, at USA's udenrigsminister, Colin Powell, sent onsdag fortalte et kongresudvalg i Washington, at »Sharon bør vurdere sin politik nærmere for at se, om den virker. Om han kan løse problemerne med flere dræbte palæstinensere«, sagde Powell bl.a., og tilføjede: »Jeg ved ikke, hvor det vil føre hen«.

Men Sharon afviste i går Powells kritik, og erklærede, at »palæstinenserne har iværksat denne krig, de kan stoppe den igen«.

Sharon står fast på, at palæstinenserne skal »bankes til de kommer krybende til forhandlingsbordet«, som han er blevet citeret for at sige, og at »en aggressiv fortsat (militær) kampagne vil blive ført igennem til palæstinenserne indser, at terror ikke er vejen til fred«.

Det var i går uklart, om Powell har opbakning hos præsident George W. Bush for sine kritiske bemærkninger. Det er kendt, at der er delte meninger i den amerikanske regering om tacklingen af Mellemøst-konflikten.

Så sent som i forgårs, da Egyptens præsident, Hosni Mubarak, besøgte Washington, afviste Bush en opfordring til at gribe direkte ind med henvisning til, at der ikke er »en vision om fred« hos de to parter. Mubarak lagde ifølge rapporterne fra USA ikke noget stærkt pres på Bush udover den generelle opfordring.

Han var også i Washington i andet ærinde, nemlig for at hente flere penge til den skrantende egyptiske økonomi. Egypten modtager i forvejen ca. to milliarder dollars årligt i amerikansk støtte, og er det land i verden, der næst efter Israel får mest amerikansk hjælp.

Flere ofre hver dag

Og medens de diplomatiske bestræbelser, bortset fra det saudiarabiske fredsinitiativ, er sat på "stand by", dør et tocifret antal palæstinensere og israelere hver dag. I går blev fem palæstinensere dræbt og 40 sårede, da israelske kampvogne angreb Tulkarm på den palæstinensiske del af Vestbredden og en nærliggende flygtningelejr, Nur Al Shams, der nu er besat.

I Gazastriben blev fire palæstinensere dræbt i skudvekslinger forskellige steder, og palæstinensiske kontrolposter blev beskudt af israelske kanonbåde i Middelhavet.

I landsbyen Sihir på Vestbredden blev en 27-årig Islamisk Jihad-aktivist dræbt i et hus - ifølge palæstinensiske vidner var der reelt tale om en henrettelse. En anden mand blev såret.

Svarene på de israelske angreb kom allerede samme dag. En selvmordsaktivist udløste sin bombe i et supermarked i den store jødiske bosættelse Ariel på Vestbredden, og sårede 10 israelere, heraf to eller tre alvorligt.

På hovedgaden i et af Jerusalems velhavende kvarterer, German Colony, blev en selvmordsaktivist overmandet af sikkerhedsfolk, da han med en taske med sprængstoffer gik ind på en kendt kaffebar, og bad om et glas vand. Det lykkedes tililende at uskadeliggøre den bombe, manden bar i en taske.

En talsmand for politiet sagde til israelsk TV, at den anholdte vil blive afhørt, da han formodes at besidde »vigtige informationer om terror-netværket, der truer den israelske civilbefolkning«.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen