Mellemøstens blodigste døgn koster 16 dødsofre
Endnu en palæstinenser blev dræbt i nat efter et af de hidtil blodigste døgn i Mellemøsten, der kostede 13 palæstinensere og to israelere livet.
Den 30-årige Yusef Chahadeh blev dræbt under en massiv israelsk fremrykning i området omkring Tulkarm i den nordlige del af Vestbredden.
Offensiven i Tulkarm var yderst aggressiv set i forhold til den israelske hærs fremrykninger i flere andre palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gazastriben de seneste nætter. Ikke mindre end 50 kampvogne - bakket op af våbenstærke helikoptere - rullede ind i byen.
Få timer forinden havde palæstinenserlederen Yasser Arafat været i centrum for et israelsk angreb, da den israelske hær gennemførte et luftangreb mod hans hovedkvarter i Ramallah.
/ritzau/Reuters