Konflikt i Mellemøsten nærmer sig krig

Konflikten mellem palæstinensere og israelere kaldes nu "krig" og truer med at komme helt ud af kontrol med vilde skyderier fra begge sider. Børn og unge er i stigende grad ofre for angrebene.

Jerusalem

Det var den jødiske dissident Jesus fra Nazareth, der for 2000 år siden blev citeret for opfordringen om at lade de små børn komme til ham. Et andet citat, der rinder i hu i disse dage, er de bevingede ord om at "vende den anden kind til", hvis nogen slår først.

Såvel jødedommen som kristendommen og islam kender og anerkender Jesus, men hans budskab om kærlighed til næsten er suspenderet i det aktuelle øje for øje og tand for tand-klima, hvor troende fra alle tre religiøse retninger (af palæstinenserne er 10-15 procent kristne) kæmper i en endeløs hævn/gengældelses-spiral, der i går kostede mindst syv palæstinensere og to israelske soldater livet, da israelske tropper angreb Gaza-striben fem forskellige steder, og hvor skærmydsler ved kontrolsteder i andre dele af de palæstinensiske områder kostede mindst to palæstinensere livet.

Børnene mål

I den forløbne uge er 67 palæstinensere og 31 israelere dræbt, de mest voldelige syv dage i den snart 18 måneder lange intifada.

I den uge er skolerne - og børnene på begge sider - blevet direkte og indirekte mål for fjendtlighederne. I går angreb israelske F16-kampfly Gaza By og raserede et hovedkvarter for det civile politi, der er placeret ikke langt fra hjemmestyrets leder, Yassir Arafats Gaza-residens og umiddelbart ved siden af en skole for blinde børn, drevet - som langt de fleste palæstinensiske skoler - af UNWRA, FN-agenturet for flygtninge. Ruder blev blæst ud, murværk og indbo beskadiget, men ingen kom noget til, da eleverne var evakueret. Derimod blev to elever på 11 og 16 år hårdt såret udenfor en skole i den palæstinensiske landsby Silat Al-Bahir i den nordlige del af Vestbredden, da soldater åbnede ild mod en gruppe børn ved skolens indgang. To andre blev også ramt. Den israelske hærs talsmand sagde senere, at der forinden var åbnet ild mod soldaterne, der blot besvarede ilden - men tilføjede, at hæren ville "tjekke", om der var skudt på de forsvarsløse elever.

De seneste dage har generelt været formørkede af dræbte børn og helt unge. Da en selvmordsbomber dræbte 10 israelere i Jerusalems religiøse kvarter lørdag, var fire eller fem af dem mindreårige. Mandag blev fem palæstinensiske børn dræbt, da israelske granater ramte en bil i Ramallah, tilhørende en Hamas-aktivist. Men det var hans kone og tre børn, der sad i bilen - to forbipasserende på fire og 16 år dræbtes også. I går undskyldte Israels hær "fejltagelsen". Tirsdag blev en 16 måneder gammel pige lettere såret i den israelske Negev-by, Sdrot, af hjemmelavede palæstinensiske Kassam II-missiler, der for første gang ramte mål i selve Israel.

»Jødiske hævnere«

Derimod var der ingen undskyldning at hente fra en jødisk undergrundsgruppe - "De undertryktes hævnere" - der tirsdag morgen bragte en bombe til eksplosion i en skole i den arabiske Sur Bahir-bydel i det sydlige Jerusalem - normalt en rolig lokalitet. Syv elever og en lærer blev lettere sårede. Israelsk politi undersøger sagen.

Kassam-angrebet, der kom fra Beit Hanoun i Gaza-striben, blev af Israels hær kaldt en "uhørt eskalering" af konflikten, og var begrundelse for det voldsomme militære angreb på mål fem steder i Gaza. Israelske soldater trængte ind i Abassan nær Khan Yunis i det sydlige Gaza, på jagt efter en eftersøgt aktivist, Issam Abu Daha, fra organisationen DFLP, Demokratisk Front for Frit Palæstina, men han var ikke til stede. Derimod blev en 40-årig kvinde dræbt, og to mænd - ifølge israelerne medlemmer af den eftersøgtes familie - blev hårdt såret. Palæstinensiske læger sagde i aftes, at de to forblødte af deres sår, efter at Israels hær nægtede ambulancer at komme frem for at hente dem.

Skyderi mod skoler

To palæstinensere blev skudt ned nær Nablus, en anden nær Tulkarm - to blev dræbt, den tredie såret, og i alle tilfælde var hærens forklaring, at de pågældende "bar på sprængstoffer".

Skyderierne mod skoler og hjemmelavede missiler, der affyres på må og få, har skabt forøget angst i begge lejre. UNWRA, der driver de fleste skoler i de palæstinensiske flygtningelejre, har ved adskillige lejligheder protesteret overfor Israels hør og det israelske udenrigsministerium.

»Men generelt får vi intet svar«, siger Geroge Cook, FN's koordinator af UNWRA-skolerne på Vestbredden. »Det er almindeligt, at skolerne rammes af geværkugler, og i de sidste dages indtrængen i lejrene i Jenin og Nablus, har skoler tillige været besat som operationelt hovedkvarter for de israelske styrker - som er blevet beskudt af palæstinenserne.«

Israels premierminister, Ariel Sharon, besøgte i går et kontrolsted nær Hebron, og lovede en stadig mere skeptisk offentlighed, at han "med alle midler" ville føre krigen mod palæstinenserne igennem til sejr.

»Først da vil de komme til et forhandlingsbord«, tilføjede han.

Ude af kontrol

De færreste tror på, at konflikten vil slutte hurtigt - den vil snarere brede sig endnu mere ukontrollabelt. I går blev en gæsteoptræden i Ramallah af dirigenten Daniel Barenboim, der er israelsk statsborger, aflyst "af sikkerhedsgrunde". Hæren ville ikke garantere Barenboims sikkerhed i den palæstinensiske hovedby.

UEFA, det europæliske fodboldforbund, meddelte ligeledes i går, at internationale kampe i Israel er aflyst. Det rammer klubben Hapoel Tel Aviv, der den 14. marts møder italienske Milan på neutral grund.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen