Tusindvis af børn lever som slaver
I dag vågner mindst 20.000 børn under 18 år op til endnu en dag med trusler om tæsk og krav om sex eller tvangsarbejde et sted i Europa.
Hver eneste time døgnet rundt bliver nye børn gjort til slaver. Og problemet er voksende, skriver JydskeVestkysten. Det er vurderingen fra eksperter, organisationer og myndigheder.
- Ud fra de meldinger, vi får fra de europæiske lande, er det tydeligt, at handlen med børn er et voldsomt stigende problem. Det er desværre blevet dagligdag, siger John Stamnes, efterretningsofficer i Interpols afdeling for forbrydelser mod børn.
Størstedelen er 14 til 17-årige piger, der bliver solgt af familiemedlemmer eller lokket til Vesten af bagmænd i deres hjemland og derefter tvunget til prostitution. Men også en del drenge bliver købt og tvunget til Vesteuropa for at tigge eller stjæle.
Børnene kommer hovedsageligt fra østeuropæiske lande som Albanien, Moldova, Letland og Litauen, men også Afrika og Asien er leverandører af børneslaver.
JP