Græskcyprioter demonstrerer imod FN's Cypern-plan
Flere end 5000 græskcyprioter gik lørdag aften på gaden i Nicosia på Cypern for at vise deres utilfredshed med FN's plan for en genforening af den delte middelhavsø.
Det var den første demonstration af denne art, siden FN's endelige version af planen, der skal til folkeafstemning på både den græske og den tyrkiske del af Cypern den 24. april, blev offentliggjort i onsdags.
Demonstranterne bar bannere med slagordet "Nej", mens de bl.a. råbte: "Vi ønsker en løsning, ikke en opløsning".
Både Grækenlands ledelse og de græskcypriotiske ledere har udtrykt deres utilfredshed med planen, men der er et voldsomt internationalt pres på vælgerne for at få dem til at stemme ja.
/ritzau/AFP