EU skyder sig ind på kandidat til IMF
EU's finansministre udskød under et møde lørdag i Punchestown i Irland beslutningen om en kandidat til chefposten i Den Internationale Valufatond (IMF) men sagde, at de nu vil forsøge at vinde opbakning til to kandidater, nemlig Rodrigo Rato fra Spanien og franskmanden Jean Lemierre.
Planen er så, at der bliver enighed om en kandidat den 18. eller 19. april i forbindelse med et møde i EBRD, den europæiske udviklingsbank.
Rato er Spaniens afgående finansminister, og han er længe blevet regnet for efterfølger for tyskeren Horst Köhler, der den 4. marts bebudede, at han forlader topstillingen i IMF for i stedet at prøve at blive Tysklands præsident.
Men Ratos position blev mindre sikker, da Spaniens konservative regering led nederlag ved valget i marts.
I stedet regnes Lemierre, der er chef for EBRD, nu som favorit, og han har støtte fra Frankrig og Tyskland.
Chefposten i IMF går traditionelt til en europæer, men kilder i Tokyo siger, at hvis Europa ikke kan finde ud af at opstille en stærk kandidat, så vil Japan, IMF's største bidragyder, muligvis lancere sin egen kandidat.
/ritzau/AFP