Peter Ustinov begravet
Skuespilleren Peter Ustinov blev i dag begravet ved en bevægende ceremoni i Skt. Peters Katedralen i Genève i Schweiz, hvor omkring 900 sørgende, herunder mange fra underholdningsbranchen, var mødt op for at sige et sidste farvel.
Ustinov, der døde i mandags i en alder af 82 år, vil ud over sin karriere som skuespiller også blive husket for de 35 år, han arbejdede for FN's børneorganisation UNICEF.
Blandt de sørgende ved begravelsen var også UNICEF's generaldirektør, Carol Bellamy.
Efter ceremonien blev båren kørt til den nærliggende landsby Bursins, hvor Ustinov levede i de sidste omkring 40 år af sit liv.
Kun den nærmeste familie samt nære venner var til stede på kirkegården i landsbyen med godt 500 indbyggere.
/ritzau/dpa