USA kræver fingeraftryk og foto af alle europæiske rejsende
Efter 30. september skal også europæiske flypassagerer fotograferes og have deres fingeraftryk taget ved indrejse til USA.
Hidtil har rejsende fra 27 lande - fortrinsvis europæiske - været undtaget fra kravet, fordi de heller ikke skal have visa til USA, men fredag erklærede udenrigsministeriet og ministeriet for indenlandsk sikkerhed, at reglerne ændres for at sikre, at der ikke slipper terrorister ind i landet. Fremover er kun canadiere og mexicanere undtaget fra det ekstra sikkerhedstjek.
Det betyder, at også statsborgere fra en række af USA's nære allierede skal igennem den skærpede kontrol, hvilket formentlig vil medføre voldsom kritik. Og det forsøgte den ansvarlige for grænse- og transportsikkerhed i ministeriet for indenlandsk sikkerhed, Asa Hutchinson, fredag at afbøde.
Statsborgere fra de 27 lande, heriblandt Danmark, bliver ikke mødt af et krav om visum, men landene er blevet bedt om senest 26. oktober i år at udstede såkaldte biometriske pas, det vil sige med biologiske kendetegn som fingeraftryk, billeder af øjets iris eller ar og mærker i ansigtet.
/ritzau/