Powell: Data til FN om Iraks våben var ikke "underbyggede"
Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, medgav fredag, at hans førkrigsinformationer til FN's Sikkerhedsråd om Iraks mobile kemiske og biologiske våbenlaboratorier ikke var fuldstændige.
Før den amerikansk-ledede invasion i marts sidste år fremlagde Powell data, der hævdede at bevise, at Irak var involveret i udvikling af masseødelæggelsesvåben.
- Nu ser det ikke ud til, at oplysningerne var helt underbyggede. Men på det tidspunkt, hvor jeg forberedte fremlæggelsen, blev det præsenteret for mig som velunderbygget, sagde han til journalister om bord på et fly fra Bruxelles til Washington.
Powell sagde, at han før fremlæggelsen 5. februar 2003 havde bedt USA's efterretningstjeneste (CIA) om data over farligheden af de våben, som Irak angiveligt var ved at udvikle, og som aldrig var blevet fundet i Irak. Informationerne om de mobile laboratorier, der ikke var fundet af de internationale våbeninspektører, var med Powells ord "den mest dramatiske" del af fremlæggelsen, og "jeg sikrede mig, at der var flere kilder" til oplysningerne.
- Men hvis kilderne nu falder fra hinanden, bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan vi havnede i den situation, sagde Powell og tilføjede, at "jeg har haft samtaler med CIA om det".
USA's påstand om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben udgjorde hovedargumentet for krigen, men der er endnu ikke fundet spor af våbnene.
/ritzau/AFP