En redaktør i vidneskranken

Den danske debat om Muhammed- tegningerne kastede skygger i retssagen mod det franske satiriske magasin Charlie Hebdo. Kulturredaktør Flemming Rose var vidne i Paris.

PARIS

Elisabeth Badinter, feminist og filosof, kigger en anelse strengt på mig, da vi sidder i en iskold forhal i det enorme justitspalæ, hvor retssagen mod det satiriske magasin Charlie Hebdo foregår.

»Hvad var det for noget med den undskyldning, I udsendte?«

Jeg forklarer hende, at Jyllands-Posten aldrig har sagt undskyld for vores ret til at offentliggøre Muhammed-tegninger, men at vi beklagede, hvis nogen skulle være blevet krænket over dem, og at vi udvidede denne beklagelse til en undskyldning, da vi fra den arabiske verden af folk med indflydelse fik at vide, at man dernede ikke forstod ord som beklager og er ked af det.

»Jamen, folk bliver jo krænket hver dag uden at kræve offentlige undskyldninger,« tilføjer hun.

Jeg nikker. Badinter og jeg er blandt de vidner, som det satiriske magasin Charlie Hebdo har indkaldt i en retssag, hvor Charlie Hebdo på grund af offentliggørelse af to af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og en tredje tegning af en af magasinets egne tegnere er anklaget for at have krænket et religiøst mindretal.

Retssagen er forsinket, og jeg skal nå et fly tilbage til København samme aften, så jeg bliver første vidne i skranken efter frokostpausen. Jeg har fået hverken vådt eller tørt siden i morges og tager derfor to flasker mineralvand med ind i retssalen. Det behager ikke retspræsidenten, som giver mig en mild overhaling.

Chiraqs private advokat

Caroline Fourest, forfatter og medarbejder ved Charlie Hebdo, advarer mig om, at sagsøgers advokat vil bygge sin argumentation omkring en påstået racisme i Muhammed-tegningerne, og sammenholde det med det franske forbud mod Holocaust-benægtelse, et forbud, jeg er dybt uenig i.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man kan sidestille hån, spot og latterliggørelse af en ideologi, hvad enten den er religiøs eller ikkereligiøs, med racisme. Folk kan ikke vælge deres hudfarve og biologiske oprindelse, mens man kan tilslutte sig eller forlade en religion, som intet har at gøre med biologi.

Men ganske rigtigt: Francis Szpiner, der i øvrigt også er præsident Chiraqs private advokat, forklarer, at Jyllands-Posten har offentliggjort tegninger, der var krænkende for muslimer jeg må korrigere ham og sige, at vi aldrig har talt om alle muslimer, men nogle muslimer at vi havde beklaget og sagt undskyld for denne krænkelse, og at chefredaktør Carsten Juste derpå havde erklæret, at Jyllands-Posten ikke ville offentliggøre tegninger fra en iransk konkurrence om Holocaust-satire.

To forskellige kategorier

Szpiner vil afsløre Jyllands-Postens hykleri og dobbeltmoral, men han har tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i sagerne.

Jeg forklarer, at Jyllands-Posten har offentliggjort eksempler på de satiriske tegninger fra den iranske udstilling, og at ikke bare Jyllands-Posten har gjort det, men også alle de aviser, som syntes, at det var forkert af os at offentliggøre Muhammed-tegninger. Det kommer bag på Szpiner. Jeg fortæller også, at vi før historien om de iranske tegninger allerede i januar 2006 offentliggjorde en hel side med satiretegninger fra den arabiske presse, hvoriblandt der var en Holocaust-tegning.

»Men offentliggørelse betyder ikke, at man bifalder noget. Det iranske regime og folk i den arabiske verden kritiserede vores Muhammed-tegninger, så vi ville vise vores læsere, hvordan de laver satire, således at vores læsere selv kunne tage kvalificeret stilling til debatten,« forklarer jeg.

Jeg tilføjer, at jeg dog aldrig vil acceptere en påstået symmetri mellem krænkelse af mindet om seks millioner dræbte jøder og satire og kritik af religiøse figurer som Muhammed, Jesus eller Moses og de religioner, de repræsenterer.

»Det er to forskellige kategorier.«

Szpiner og hans hold af advokater stikker også til vores motiver. Jeg har på opfordring af Charlie Hebdos forsvarer holdt et længere foredrag om baggrunden for offentliggørelsen af tegningerne, om den snigende selvcensur og om mine dissidentvenner i Sovjetunionen, som sad i lejr for at have hånet, spottet og latterliggjort en politisk ideologi.

»Jamen, nogle af dine kolleger i Danmark er af en anden opfattelse,« siger en af sagsøgers advokater og vifter med en avisartikel på fransk, hvor en af de 12 tegnere og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden er citeret for, at der alene var tale om en provokation for provokationens skyld, og at det ikke handlede om selvcensur og ytringsfrihed, men om forhånelse af en trængt mindretal.

Jeg må fortælle advokaten, at ingen af de to citerede var til stede på redaktionsmødet, da beslutningen om at offentliggøre tegningerne blev truffet, og at den citerede tegner før offentliggørelse i en mail til mig erklærede sin opbakning til projektet.

Seidenfadens indsats

Tænk, funderer jeg, at Tøger Seidenfadens fordrejninger og usandheder om vores motiver for offentliggørelse af tegningerne ender med at figurere som et vægtigt argument for at knægte ytringsfriheden i Frankrig.

Gad vide om Seidenfaden er beæret over at være blevet tildelt en sådan rolle? Jeg håber det ikke, men i virkeligheden kaster den franske retssag et klarhedens lys over Seidenfadens famøse indsats i hele dette forløb.

Han har desværre i sin iver efter at agere politisk opposition til den siddende regering forrådt de publicistiske idealer, som burde ligge til grund for enhver chefredaktørs virke. Det har flertallet af Seidenfadens ligesindede i den franske debat heldigvis ikke gjort, og tak for det.

flemming.rose@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen