Spænding i fransk Muhammed-sag

I stærk modvind fra politikere, presse og tilhørere lykkedes det for advokaterne for muslimske organisationer at mobilisere en slutoffensiv til fordel for en ytringsfrihed med grænser.

Paris

Strategierne blev lagt frem på bordet, da det 17. kammer i domstolen i Paris sent i aftes afsluttede en to dages hæsblæsende og historisk retssag om Muhammed-sagen.

Med endnu en serie højtprofilerede vidner, heriblandt den liberale præsidentkandidat Francois Bayrou, forsøgte forsvarerne for det satiriske ugeblad Charlie Hebdo at påvise, at en dom for at bringe karikaturtegninger vil være et alvorligt tilbageslag for ytringsfriheden.

Advokaterne for klagerne, tre muslimske organisationer, holdt længe lav profil og virkede stadig mere modløse, efterhånden som hovedpersonerne, chefredaktør Philippe Val, og striben af vidner en efter en blev mødt med vild jubel fra de ca. 200 tilhørere, som der ikke var plads til i den lille retssal.

Til gengæld tog de revanche i deres procedure. Her beskyldte advokaten Christophe Bigot modparten for groft at have fordrejet sagen. Han anførte, at den ikke handler om et valg mellem et samfund med ytringsfrihed og et formørket samfund fyldt med forbud.

»Ytringsfriheden er ubestrideligt en af vores vigtigste værdier. Sagen handler ikke om censur, men om at bruge ytringsfriheden med ansvar. Domstolens opgave er at vurdere, om loven er overtrådt, som den gør det mange gange om ugen,« sagde han.

Med henvisning til bestemmelser i både fransk lovgivning og den europæiske menneskeretskonvention om retten til at dyrke sin religion fortsatte han, at karikaturer bryder loven, hvis de er racistiske. Og Muhammed-tegningerne fremstiller muslimer som mennesker, der skaber frygt, mente han.

Retten til at grine

Advokaten erkendte dog, at der ikke findes nogen præcedens i Frankrig for at dømme bladet. Til gengæld fandt han et eksempel fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, hvor en tegning af profeten blev vurderet som krænkende. Eksemplet fik ikke lov til at hænge i luften.

»Ja, og hvorfor mon?« afbrød forsvareren Georges Kiejman:

»Hvorfor siger du ikke, hvad Muhammed gjorde på tegningen. Han kneppede.«

Før proceduren advarede flere vidner om faren ved at lade religiøse grupper begrænse ytringsfriheden. Den 81-årige Claude Lanzmann, der bl.a. er kendt for filmen "Shoah", glædede sig over, at vi trods alt stadig har lov til at grine af ekstremister.

»Hvis Charlie Hebdo dømmes, skal hele Frankrigs historie skrives om. Vi vil blive et folk med mundkurv,« sagde han.

Sablerne i flagene

Præsidentkandidat Bayrou bekendte sig til Voltaires berømte ord om, at selv om han afskyr en andens mening, vil han kæmpe med sit liv for retten til at udtrykke den. Som troende kristen sagde Bayrou, at selv om man ofte kan føle sig krænket af karikaturtegninger, er ytringsfriheden den ret, der beskytter alle i samfundet.

Den algerisk-franske journalist, Mohammed Sifaoui, der er praktiserende muslim, fortalte om sine egne blodige erfaringer med islamister i Algeriet. Sifaoui, der i årevis har levet under politibeskyttelse i Frankrig, understregede, at sammenhængen mellem profeten og vold er til stede mange steder i islam.

»Der er en sabel i det saudiarabiske flag, det muslimske broderskab bruger to sabler i sit mærke. Der er masser af eksempler, så det burde muslimer måske gøre oprør mod,« sagde han og læste de koranvers, der indledte den sidste dødstrussel, som han modtog i december.

Forsvarets procedure var stadig i gang i aftes ved redaktionens slutning. Dommen ventes at falde den 15. marts.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.