Anklager kræver frifindelse

Efter en langvarig procedure er den franske Muhammed-sag slut. Dommen falder den 15. marts.

Paris

Den offentlige anklager i Paris anbefalede sent torsdag frifindelse af chefredaktør Philippe Val for det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo for at have trykt Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Ifølge viceanklager Anne de Fontette ligger de tre omstridte tegninger i sagen to fra JP og en af den franske tegner Cabu inden for det tilladte i loven om ytringsfrihed, fordi de angriber ekstremistiske muslimer og ikke muslimer i almindelighed.

»Ekstremisme stigmatiserer ikke alle muslimer. Tegningerne påstår ikke, at islam skulle være en formørket religion fyldt med fejl og omvendelsessyge. De angriber de terrorister, der påstår at handle i islams navn,« sagde Anne de Fontette.

Hun tilføjede, at den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg accepterer en meget bred fortolkning af ytringsfriheden, især når det handler om religion.

I en usædvanlig hyldest til Charlie Hebdo roste hun bladet for at være en reference for pressefriheden i et demokratisk land, der ikke kan være teokratisk.

Ventet med spænding

Indlægget fra den offentlige anklager var ventet med spænding. Det var ikke anklagemyndigheden i Paris, der besluttede at føre sagen, men derimod tre muslimske organisationer, en moderat og to mere islamistiske.

Blandt klagerne var den normalt moderate leder af den store moské i Paris, Dalil Boubakeur, der ligesom den franske præsident Jacques Chirac i februar 2006 beskyldte bladet for bevidst at provokere et mindretal.

De tre organisationer anser de tre tegninger for at være racistiske og kræver Philippe Val dømt for injurier mod muslimer. Det er en skærpende omstændighed, mener de, at Charlie Hebdo valgte at trykke tegningerne fem måneder efter Jyllands-Posten, da alle vidste, at mange muslimer følte sig krænkede.

Retspræsidenten Jean-Claude Magendie og hans to meddommere afsiger deres dom den 15. marts. Efter anklagerens indlæg og en parade af politikere og personligheder i vidneskranken vil en dom mod Philippe Val være at betragte som en sensation.

Proceduren trak ud til langt ud på aftenen torsdag, bl.a. fordi det franske retssystem tillader civile grupper at slutte sig til sagen som parter. Det betød, at flere mere eller mindre fantasifulde grupper også fik lov til at procedere.

Mangel på tegninger

Blandt dem var straffefangen Germain Gaiffe, der er idømt 30 års fængsel for mord. I fængslet har han etableret en forening, der fik lov til at deltage i sagen og stille spørgsmål til alle vidner.

Germain Gaiffe var især utilfreds med, at Charlie Hebdo åbenbart slet ikke kan købes i franske fængsler. Manglen på tegninger, da striden om Muhammed-tegningerne også blussede op inden for fængslets mure, sagde han, kostede seks fanger livet.

Det hører med til historien, at også den dømte morder krævede Philippe Val frikendt.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen